Mit hjerte sank, da Matty Healy fra The 1975 brød grædende sammen i K.B. Hallen
Matty Healy er ikke okay.
Det stod klart allerede fra begyndelsen af koncerten søndag aften i K.B. Hallen, hvor den ellers så bramfri The 1975-frontmand var bemærkelsesværdigt stille.
Ikke mere end det obligatoriske »tak« kunne det blive til, mens han vandrede duknakket rundt på scenen som en søvngænger, der har lukket resten af verden ude. Noget var tydeligvis off.
Det lyder måske ikke så slemt. Men det er trods alt Matty Healy, vi snakker om. En mand, der for længst har markeret sig som en af tidens mest karismatiske performere, og som for under et år siden lagde NorthSide ned med et uimodståeligt shitshow af en koncert.
I K.B. Hallen var han slet ikke til at genkende. »Det her er The 1975«, bemærkede han på et tidspunkt, men kunne det virkelig passe?
Koncerten havde ellers potentiale til at blive endnu bedre end sidste års NorthSide-triumf.
På festivalen fik vi nemlig kun den skrabede udgave af det ambitiøse sceneshow, bandet det sidste halvandet år har turneret verden rundt med, men i K.B. Hallen var der ikke sparet på noget.
Således blev vi transporteret til et forstadshjem pakket med antikke møbler, natlamper i hobetal og en gigantisk spindeltrappe. Gamle tv’er flimrede konstant med både metakommentarer om Healys persona og nyhedsudsendelser om en verden i forfald. Det var virkelig gennemført.
Desuden spillede bandet om muligt endnu bedre, end de gjorde i Eskelunden. Men end ikke skrigende saxofonsoloer eller Polly Moneys vokal kunne distrahere fra, at frontmanden var så fraværende.
Især fanfavoritten ’Robbers’ blev leveret på apatisk vis uden en brøkdel af den uimodståelige kitsch-faktor, frontmanden udviste under sit seneste danmarksvisit, hvor han til samme nummer gik på knæ for at skråle direkte til publikum og, nå ja, snave en sikkerhedsvagt.
I K.B. Hallen stod han bare og stirrede ud i luften. Og da vi dernæst nåede den intime ballade ‘When We Are Together’, glemte han teksten.
Hvad i alverden var det, der foregik?
Svaret kom lidt over en time inde i koncerten, da resten af bandet forlod scenen, og Healy endelig fik munden på gled. »Stop med at filme«, beordrede han. »Jeg laver ikke en joke lige nu«.
Og så brød Matty Healy sammen. Han undskyldte for at hænge med hovedet og for ikke at holde øjenkontakt. »Jeg ved, I har set der her show online«, sagde han med tårer i øjnene, mens hans forsikrede om, at publikum nok skulle få den oplevelse, de havde betalt for.
Mit hjerte sank. Det var hårdt at være vidne til.
Han forklarede, at det skyldtes hans psykiske helbred. At man som manisk enten er på toppen af verden eller helt nede i kulkælderen.
»Måske kender I det, hvis I har mentale problemer«, begyndte han, før han alligevel fik sneget en joke ind: »Hvem narrer jeg? Det her er et The 1975-show, I har alle sammen mentale problemer«.
Publikum grinte. Så begyndte de at juble. Kærligheden var til at tage og føle på, og det så ud til at hjælpe. »Jeg kan da i mindste spille den her«, sagde Healy og kastede sig ud i en akustisk version af ‘Be My Mistake’.
Så kravlede han ind i et af de mange tv’er og forsvandt fra scenen.
Da han 10 minutter senere vendte tilbage, var han som forandret. Mere tilstedeværende, mindre retningsløs. Som om det havde hjulpet ham at åbne op om sine følelser.
Under ‘TooTimeTooTimeTooTime’ tillod han sig at fyre op for et par forsigtige dansetrin, og til tonerne af ‘The Sound’ fik han startet en gigantisk hoppefest. Inden ‘It’s Not Living (If It’s Not with You)’ var han endda afslappet nok til at spøge med sit heroinmisbrug.
En vidunderligt skramlet version af ep-hittet ‘Sex’ blev aftenens højdepunkt. Her genkendte man et øjeblik den fascinerende rockstjerne, vi var kommet for at bevidne. Men vi fik også en anden side af Healy at se søndag aften, og man kan ikke andet end at rose ham for sin åbenhed.
Var den stærke afslutning nok til at kompensere for den timelange dødssejler, der gik forud? Selvfølgelig ikke. Uanset omstændighederne er det svært at betragte The 1975’s koncert i K.B. Hallen som en succes.
Til gengæld var det et uhyre interessant indblik i sindet på en mand, der selv på sine værste dage er i stand til at skabe uforglemmelige koncerter.
God bedring, Matty.
Kort sagt:
The 1975’s ellers så karismatiske frontmand var en skygge af sig i K.B. Hallen. I hvert fald lige indtil han brød sammen i gråd og vendte tilbage som den rockstjerne, vi var kommet for at bevidne.