10. ‘If You’re Too Shy (Let Me Know)’ (fra ‘Notes on a Conditional Form’)
The 1975’s bagkatalog bugner af catchy, 80’er-klingende popbaskere, og pladsen her kunne lige så vel være tilfaldet radiohittet ‘The Sound’, heroinballaden ‘It’s Not Living (If It’s Not With You)’ eller for den sags skyld den uforbeholdne kærlighedserklæring ‘I’m in Love With You’.
Alligevel falder valget i denne omgang på camgirl-hymnen ‘If You’re Too Shy (Let Me Know)’, der løftes af blandt andet FKA Twigs’ operatiske baggrundsvokal og frontmand Matty Healys uimodståelige call-and-response-omkvæd med Rashawn Ross’ hornsektion, inden hele herligheden kulminerer i en euforisk saxofonsolo.
9. ‘Give Yourself a Try’ (fra ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’)
For et så vidtfavnende band som The 1975 er det faktisk utroligt, at det tog dem hele tre album at prøve kræfter med postpunk-genren, men førstesinglen fra ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’ dyrker til gengæld også sine musikalske forbilleder til ekstremerne.
Ja, det forvrængede guitarriff er nærmest identisk med Joy Divisions ‘Disorder’ fra 1979, men der er efter sigende ikke tale om tyveri. Bandet har været pænt åbne omkring inspiration bag nummeret, der ifølge dem snarere skal ses som en hyldest til genremastodonterne. Resultatet? En musikalsk selvhjælpsbog fra allerøverste hylde.
8. ‘People’ (fra ‘Notes on a Conditional Form’)
Selv efter The 1975’s udskejende standarder var det noget af et chok, da de valgte at udsende netop dette nummer som den første single fra deres fjerde album. ‘People’ er nærmest hardcore-punk. Vel at mærke fra et band, der for de flestes vedkommende stadig er mest kendt for sine popsange.
Nummeret var ikke ligefrem repræsentativt for resten af ‘Notes on a Conditional Form’, men det anarkistiske vredesudbrud af en førstesingle tjener ikke desto mindre til at understrege, at The 1975 snildt kunne være et af tidens bedste punkrock-bands. Hvis det altså var det, de ville.
7. ‘Somebody Else’ (fra ‘I Like It When You Sleep…’)
Bandets andet album – der i bedste The 1975-stil fik den kilometer lange titel ‘I Like It When You Sleep, for You Are So Beautiful yet So Unaware of It’ – var så tætpakket med radioklare ørehængere som ‘Love Me’ og ‘She’s American’, at det i retrospekt er lidt pudsigt, at lige akkurat dette nummer blev albummets største hit målt i streamingtal.
Den synthbårne, nærmest Tears For Fears-agtige ‘Somebody Else’ er på mange måder en atypisk powerballade, der udforsker efterdønningerne af et breakup på en måde, som kun The 1975 er i stand til. Helt ærligt: Hvem andre end Healy ville smide om sig med »Fuck that, get money«-ad-libs i det mest dybfølte øjeblik af så melankolsk et nummer?
6. ‘Me’ (fra ‘Music For Cars EP’)
Forud for udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum i 2013 udsendte The 1975 en stribe af atmosfæriske ep’er, der langt overgår gruppens tidlige poprock-hits som ‘Girls’ og ‘Settle Down’. Det er en skam, at bandet så sig nødsaget til at skrue så gevaldigt ned for excentriciteten på deres første fuldlængde, for et nummer som ‘Me’ beviser, at de altid har villet mere.
Her viser bandet sig fra deres mest gotiske side, når Healy – indhyllet i et sonisk mørke af saxofoner, ængstelige kor og en massiv synthbas – udfolder konturerne af forældrenes skilsmisse. Først fra sit eget perspektiv, så fra sin fars. Med hvert et ord leveret på Robert Smith-værdig (over)dramatisk vis.
5. ‘I Always Wanna Die (Sometimes)’ (fra ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’)
Ville du også ønske, at Gallagher-brødrene bare kunne slutte fred og gendanne Oasis? I så fald kan ‘I Always Wanna Die (Sometimes)’ måske være et plaster på såret. En på én gang opløftende og tragisk selvmordsballade af monumentale dimensioner, hvor The 1975 omfavner fædrelandets musikhistorie og går mere britpop end nogensinde før.
Lukkeren på The 1975’s tredje album er så episk og overrumplende en størrelse, at der sådan set kun var to muligheder: Den kunne enten implodere under sin egen storladenhed eller blive en ny generations ‘Champagne Supernova’. I min optik er vi tættere på sidstnævnte.
4. ‘Me & You Together Song’ (fra ‘Notes on a Conditional Form’)
Det her er lyden af 90’ernes teenage-romantiske komedier, og sangen havde passet perfekt ind på soundtracket til ‘American Pie 2’. Så det burde ikke heller ikke komme som den store overraskelse, at nummeret oprindeligt skulle have ageret lydside til Healys fallerede filmprojekt ‘German’.
Selv musikvideoen minder om en ungdomsfilm, når bandet i bedste Blink-182-stil rocker ud i et sammenklemt teenageværelse tildækket af musikplakater. Selvfølgelig iklædt Converse-sko og forvaskede band-t-shirts.
Den pastelfarvede, poprockede sukkerknald af en single er så pussenusset og skamløst nostalgisk, at det burde være irriterende. Men ‘Me & You Together Song’ er på en eller anden måde umulig ikke at vende tilbage til.
3. ‘About You’ (fra ‘Being Funny in a Foreign Language’)
Der er en god forklaring på, hvorfor The 1975’s ellers glimrende femte album kun er repræsenteret på denne liste med én sølle sang. Den største styrke ved ‘Being Funny in a Foreign Language’ er jo netop, at det er så underspillet. »Ingen store armbevægelser, bare 11 smaskforelskede popsange uden så meget fikumdik«, som jeg skrev i min anmeldelse.
Det gør dog også, at det er svært at pege på enkeltstående højdepunkter, men ‘About You’ er den gyldne undtagelse. En overvældende, nærmest Phil Spector-agtig sang, hvis svimlende strygere vil få dig til at ønske, at bandet udgav en hel plade stopfyldt med Jack Antonoff-produceret shoegaze.
2. ‘Sex’ (fra ‘Sex EP’)
00’ernes emo- og poppunk-scene oplever i disse år en gedigen revitalisering ført an af så forskellige skikkelser som Olivia Rodrigo, Willow og Machine Gun Kelly, men det er de færreste, der slipper bare halvt så godt afsted med det, som The 1975 gør på den frimodige, Jimmy Eat World-klingende ‘Sex’.
Ep-hittet fandt forståeligt nok også vej til bandets debutalbum, men den kastrerede, mere polerede albumversion kan ingenlunde måle sig med den oprindelige indspilning, der med sin hårdkantede produktion emmer vidunderligt af teenageangst og ungdommelig kådhed.
1. ‘Love It If We Made It’ (fra ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’)
Det her var øjeblikket, hvor verden for første gang indså, at The 1975 er mere end bare hyggeligt selskab. At debuten og til dels også efterfølgerens lalleglade metervarepop blot var et skalkeskjul for bandets højtravende ambitioner og tilsyneladende endeløse musikalske spændvidde.
Intet nummer eksemplificerer The 1975’s sporadiske genialitet lige så godt som ‘Love It If We Made It’. En af nyere tids mest potente protestsange, der vækker mindelser om både Billy Joels ‘We Didn’t Start the Fire’ og R.E.M.’s ‘It’s the End of the World As We Know It (And I Feel Fine)’.
Vers efter vers tegner en rablende, galgenhumoristisk, Kanye West-refererende og sågar Donald Trump-citerende Matty Healy her et foruroligende portræt af den postmoderne verden. Alt sammen før han i omkvædet alligevel finder en flig af håb for fremtiden.
The 1975 spiller i K.B. Hallen den 10. marts.