Alle har ventet på, at Drake skulle svare tilbage på Kendrick Lamars medieombruste vers på Future og Metro Boomins storstreamede sang ‘Like That’. Her dissede Kendrick nemlig både Drake og rapkollegaen J. Cole.
Hidtil har Drake blot kommenteret diss-tracket indirekte med Instagram-captions. Men nu er en uudgivet Drake-sang med titlen ‘Push Ups’ blevet leaket på internettet, skriver Complex.
Der var i starten spekulationer om, hvorvidt ‘Push Ups’ overhovedet var en ægte Drake-sang, eller om det snarere var et AI-genereret nummer. Siden da har en ny udgave af sangen i bedre kvalitet imidlertid ramt internettet, og den lyder ifølge Complex meget mere som den ægte vare end første version.
På ‘Push Ups’ sender Drake skud af sted mod Kendrick Lamar, som han blandt andet kalder en »midget«. »You will never take no chain off of us / How the fuck you been steppin’ with a size 7 Mens on?«, rapper han blandt andet til Comton-rapperen.
Han refererer også til J. Cole, der først dissede Kendrick på sangen ‘7 Minute Drill’, men to dage senere fortrød det og sagde undskyld. »I don’t care what Cole think, that Dot shit was weak as fuck«, rapper Drake, som selvfølgelig også langer ud efter Future og Metro Boomin, der lagde sang til Kendrick Lamars gæstevers.
»I can never be nobody number one fan / Your first number one, I had to put it in your hand«, lyder de første bars i ‘Push Ups’, med reference til, at Futures første sang på Billboards Hot 100-hitliste var hans gæsteoptræden på Drakes ‘Way 2 Sexy’.
»Metro, shut yo ho ass up and make some drums, n***a«, lyder senere reprimanden til producer Metro Boomin.
Drakes gamle samarbejdspartnere The Weeknd og Rick Ross står ligeledes for skud i ‘Push Ups’. Førstnævnte optræder på tre numre på Future og Metro Boomins nye album, ‘We Still Don’t Trust You’, mens Rick Ross ifølge Complex har filmet sig selv, der lytter til ‘Like That’.
»Claim the 6ix, and you boys ain’t even come from it / And when you boys got rich, you had to run from it / Cash blowin’ Abel bread, out here trickin’ /Shit we do for bitches, he doin’ for n*****s«, rapper han med reference til The Weeknds borgerlige fornavn Abel og begges hjemby Toronto alias The 6ix.
Om Rick Ross siger Drake, at den 48-årige rapper ikke ville hitte med sine sange uden Drake som gæstestjerne: »N****s really got me out here talking Iike i’m 50 / Might take your latest girl and cuff her like I’m Ricky / Can’t believe he jumping in, n***a turning 50 /Every song that made it on the chart, he got from Drizzy«.
Lyt til ‘Push Ups’ herunder og find den referencetunge raptekst hos Genius.