Hvor de fleste andre juni-festivaler efterhånden er begyndt at afsløre tidsplaner, har Heartland i noget tid haft en betydelig mængde navne til gode.
I dag kan de dog endelig annoncere de sidste fem nye artister til årets plakat – blandt andet det internationale hovednavn Grace Jones, der med sine snart 50 års erfaring er lidt af en levende legende inden for både new wave, artpop og post-disco. Senest var den jamaicanske musiker en af dem, Beyoncé valgte at samarbejde med på albummet ‘Renaissance’.
Derudover føjer festivalen tre danske acts til plakaten i form af indietronica-trioen WhoMadeWho, en fællesoptræden fra Lamin og Artigeardit samt en særlig optræden, hvor rockveteranerne i Mew får assistance af Danmarks Underholdningsorkester. Den svenske countrypop-sangsmed Maja Francis slutter sig også til lineuppet.
De fem nye navne føjes til et musikprogram, der i forvejen tæller blandt andre Lauryn Hill, Chic, Phoenix, Keane og Rick Astley. Heartland 2024 finder sted ved Egeskov Slot fra den 13.-15. juni.
Alle dagens annonceringer:
Grace Jones (JM)
WhoMadeWho
Lamin x Artigeardit
Mew & Danmarks Underholdningsorkester
Maja Francis (SE)