ANBEFALING. En kvinde står i et rodet ungdomsværelse og danser, mens hun svinger med pistoler.
Til højre for hende er der en madras på gulvet. Og oven på den halvtomme pizzabakker. Et par af pizzastykkerne ligger bare og flyder på lagenet, der vist ikke er blevet redt i nogle uger. Bag kvinden står et køleskab, der ikke er blevet lukket ordentligt. Og til venstre finder vi en masse aflagte dåseøl, plastikkopper og fastfoodbeholdere, nogle af dem brugt som improviserede askebægre.
Hun er dog ikke kun bevæbnet med pistoler, men også med selvironi. Det ene øjeblik står hun og danser Caramelldansen. Det næste øjeblik peger hun pistolerne mod sine tindinger, dernæst mod sin hals. Alt sammen til tonerne af et pumpet dancebeat og en skærende synthesizer, der lyder som snydt ud af et gammelt arkadespil, der forsøger at sluge mønter.
Alt dette er, hvad man bliver mødt med, når man tænder for videoen til ‘It’s a Dream’ af den Detroit-baserede duo Snow Strippers, der 25. maj spiller på det københavnske spillested Mayhem. Og videoen indkapsler ret godt den hedonistisk fandenivoldskhed, der gennemsyrer deres output.
Duoen har opnået en dedikeret fanskare, ikke mindst blandt folk, der mindes den canadiske electropop-duo Crystal Castles, der i 2014 gik fra hinanden. Ifølge forsanger Alice Glass grundet grooming, systematisk misbrug, manipulation og overgreb fra den anden halvdel, Ethan Kath.
En af dem, der er faldet for Snow Strippers, er Lil Uzi Vert. Den nonbinære rapstjerne fandt netop det instrumentale nummer ‘It’s a Dream’ på YouTube og besluttede sig for at lægge et rapvers over det, hvorefter de kontaktede Snow Strippers for at spørge, om duoen ville udgive nummeret sammen.
Den nye udgave af sangen endte med at udkomme som en del af Snow Strippers’ ‘April Mixtape 3’, og måneden efter optrådte duoen på nummeret ‘Fire Alarm’ fra Uzis seneste album, ‘Pink Tape’. Men hvad er det, som både Lil Uzi Vert og tusindvis af fans har forelsket sig i ved Snow Strippers?
Nonchalant electropunk-attitude
Snow Strippers er ekstremt DIY. Forsanger Tatiana Schwaninger havde aldrig lavet musik, før hun i 2021 dannede gruppen med Graham Perez, som hun havde mødt på Tinder nogle år forinden.
Allerede et år inde i bandets levetid udkom debutsinglen ‘Keep Holding On’, og især sammenlignet med mainstreamens EDM-vokalister var det tydeligt, at Schwaninger ikke havde meget erfaring med sin forsigtigt hviskende vokal, der var svøbt ind i rumklang.
Men denne lidt amatøragtige vokal er en vigtig del af charmen ved Snow Strippers. Det skal helst være lidt uslebent – deraf musikvideoen på det godt rodede ungdomsværelse. Det er elektronisk musiks svar på punkrockens skrabede lyd og æstetik.
Modsat punkrock er Snow Strippers dog ikke ude på at gøre oprør. Deres lyriske univers går primært ud på sex, stoffer og rock … øh, jeg mener sex, stoffer og electroclash. Deres artwork er fyldt med cannabis, deres musikvideoer har seksuelle undertoner. Sangene bærer titler som ‘So What If I’m a Freak’, ‘Just a Doll’ og ‘TV Sex’. På ‘Aching Like It’s’ går et refræn: »Your hand in mine / Your other fingers in my mouth tonight«.
Det er lige så in-your-face, som det er nonchalant og upoleret. Det er en lussing i ansigtet, men der kommer altså også lige nogle negle med i købet, og hvis hånden, der serverer lussingen, flækker en af neglene i processen, gør det ikke det store.
Tilsvarende er Graham Perez’ produktioner også spækket med vidunderligt støjende electroclash-synths, der nærmest skærer i ørerne – hvilket kun bliver mere virkningsfuldt de momenter, hvor Schwaningers vokal er mest skinger. De kraftige stortrommer buldrer derudaf i et tempo, der fordrer til enten at affyre en basarm, hoppe på stedet eller danse, som gjaldt det livet.
Det er en tornado af hedonistisk DIY-vildskab, der føles som en stripklub på coke – måske deraf bandnavnet? Det er en lyd, der er som skabt til et rave.
Elektronisk fest på Mayhem
Når Snow Strippers spiller på Mayhem, er det som en del af event-serien Unearth, der tidligere har givet internationale navne som Mechatok, Space Afrika og Kamixlo København-debut.
Unearth beskriver sig selv som »en genre-agnostisk eventserie for knækkede klublyde og pseudo-fantasmer«, og de har booket tre lokale elektroniske navne til at optræde side om side med Detroit-duoen: Suzie The Cockroach, Tjiquita og den faste Unearth-dj Sgabe.
Duoen har for vane at give den rigeligt med gas til deres koncerter, hvis man dømmer ud fra videoer online. Schwaninger danser konstant, uanset om hun er i gang med at synge eller ej. Perez befinder sig aldrig længere end højst nødvendigt bag dj-pulten, da han også prioriterer at være i bevægelse og kontakt med publikum – så han er også en slags hypeman.
Af og til har de også hektiske videoshows med på scenen, men det skal vi nok næppe forvente i Mayhems intime rammer. Anmeldere af duoens udenlandske koncerter rapporterer ustandselige mængder vildskab fra dedikerede crowds, der allerede har lært duoens tekster udenad.
Unearth har gjort sig et kæmpe scoop med bookingen af Snow Strippers. For ja, det er dejligt med et nyt navn, der kan slå nogle af de samme gnister som Crystal Castles. Men deres beskidte, hedonistiske æstetik gør Snow Strippers til en urkraft, der er helt deres egen.
Det er så dejligt uprætentiøst. Da en interviewer spurgte dem, hvad de selv går og lytter til, svarede Schwaninger »sped up TikTok-sange«. Så bliver det altså ikke meget mere lyden af lige nu.
Snow Strippers optræder på Mayhem i København lørdag 25. maj.