»Roskilde Festival har et fantastisk r’n’b-program i år«, skrev vi i sidste måned, men nu har en af genrens helt store stjerner meldt afbud.
Det drejer sig om colombiansk-amerikanske Kali Uchis, der »på grund af problemer med planlægningen« er nødt til at aflyse sin koncert på Orange Scene. Det skriver Roskilde Festival på Facebook.
Her lyder det desuden, at festivalen arbejder på snart at kunne offentliggøre den kunstner, der overtager hendes pladsen på festivalens hovedscene.
Kali Uchis udgav tidligere i år det spansksprogede album ‘Orquídeas’, der ifølge Soundvenues Rasmus Weirup ellers lovede særdeles godt for »et brag af koncert« på festivalen.
Roskilde Festival 2024 finder sted fra den 29. juni til den 6. juli, og årets hovednavne tæller blandt andre Skrillex, 21 Savage, Doja Cat, PJ Harvey og Foo Fighters.