»Venner, min værste frygt er blevet virkeliggjort. Jeg er blevet omtalt i et ‘South Park’-afsnit«, siger Lizzo i en ny video på Instagram, skriver The Wrap.
Popstjernen taler om special-afsnittet ‘South Park: The End of Obesity’, som udkom 24. maj. Og som faktisk ikke er så Lizzo-kritisk, som man måske først skulle tro.
I afsnittet spinder den animerede komedieseries skabere Trey Parker og Matt Stone satire over det amerikanske sundhedssystem og Novo Nordisks ultrapopulære nye middel Ozempic, der er tiltænkt diabetespatienter, men som også kan bruges til vægttab.
I en scene taler Cartmans mor med en karakter ved navn Sharon, der fortæller om sine forsøg med at tabe sig. I stedet for at bruge omkostningstunge Ozempic, er Sharon blevet anbefalet at bruge et nyt, langt billigere middel ved navn Lizzo.
Herefter ser man en reklamevideo for netop midlet Lizzo. »Lizzo får dig til at have det godt med din vægt«, lyder en stemme, hvorefter Sharon siger til kameraet: »Jeg har sænket mine standarder og mine forventninger«.
I sin Instagram-video ser musikartisten Lizzo denne scene for første gang, mens hun filmer sig selv. Hendes reaktion går fra chok til begejstring. Hun er nemlig ganske enig med budskabet om, at man ikke skal være ked af, hvordan man ser ud, eller hvor meget man vejer.
»Jeg er virkelig that bitch«, siger Lizzo. »Jeg viser virkelig verden, hvordan man skal elske sig selv og ikke give en fuck – i en sådan grad, at de her mænd i Colorado (skaberne af ‘South Park’, red.) ved, hvem fuck jeg er, og tager det med i deres tegnefilmserie, som har været her i 25 år«.
Der har ellers ikke været mange postive historier om Lizzo på det sidste.
I 2023 blev hun anklaget for sexchikane og udskamning af tre tidligere ansatte. Senere fulgte en række andre personer – herunder dokumentaristen Sophia Nahli Allison – trop og anklagede Lizzo for blandt andet at skabe et ubehageligt og seksuelt ladet arbejdsmiljø for sine ansatte.
Lizzo har selv betegnet anklagerne som »falske påstande«.