Forsinkelsen var ikke engang det værste ved Nicki Minajs koncert i Royal Arena
Det kan godt være, at folk buhede massivt den sidste halve time, inden Nicki Minaj endelig gik på scenen i Royal Arena klokken 23 tirsdag aften. Men så var forsinkelsen altså heller ikke værre.
Jeg nåede for eksempel at læse det meste af en meget kedelig bog, jeg var bagud med, mens den venlige dj spillede Boyz II Men på lav volumen. Allerede dér var jeg så småt begejstret.
Desværre ville Nicki Minaj det anderledes.
Problemet med det danske stop på ‘Pink Friday 2’-touren var ikke, at hun var så forsinket, at koncerten egentlig burde være færdig, da den gik i gang. Det var heller ikke, at udgangspunktet var et upersonligt album fyldt med dovne sølvbryllupssamples. Ikke kun, i hvert fald.
Det største problem var, at Minaj gerne ville præsentere et stramt og visuelt overvældende show fyldt med sci-fi og sensualitet – men at showet konstant standsede sig selv og aldrig stak dybere end halvanden times doomscrolling på TikTok.
Det var shock and awe fra begyndelsen. Voldsomt bastryk og højintens synth på vej ind i ‘I’m the Best’. Kæmpe videoskærme med dyre animationer af Minaj i en pink fremtidsverden. Og en vokal, der gled ind og ud af kraftfuld staccato og glat backing.
Ét øjeblik var hun iklædt skinnende metalbrynje, så pinkglitret superheltedragt. Der var ild, dansere og dry humping, og når man hørte glimt af Minaj gennem infernoet af indtryk, lød hun dynamisk og ovenpå. ‘FTCU’ havde både afventende flow, snerrende Roman-vrede og energiske råb.
Sagen var bare den, at vokalen oftest enten druknede i de overgearede produktioner eller i rumklang. Og så snart der kom gang i basmønstrene som på ‘High School’, mudrede lyden.
Værst for showets flow var dog, at det hvert tiende minut blev afbrudt af lange og intetsigende videopauser. Når scenen da ikke helt henlå i mørke.
Det var et konstant stop and go, og efterhånden som det gentog sig, blev det sværere for Minaj at genfinde energien.
Særligt undervældende var en afdeling, hvor korsangeren Keisha Renee strøede ad-libs ud over ordinære popsange som ‘Let Me Calm Down’. Ideen var at tage tempoet ned inden finalen og give plads til de to livemusikere på trommer og keyboard. Men Minaj kæmpede med at finde intimiteten.
Eller kæmpede og kæmpede. Den var der bare ikke.
Hvilket kun blev mere tydeligt, da hun til sidst begav sig ud i akavede, Instagram Live-agtige taler blottet for personlighed. Her stod hun alene, tæt på publikum. Stemmen var hæs, hun virkede rablende, men talte alligevel kun i selvhjælpslingo.
Så begyndte hun at kaste T-shirts ud til publikum. Det var allerede langt over midnat, mange ville nok bare gerne hjem. Alligevel lykkedes det at starte en fest til allersidst med pligtskyldige, men højenergiske kæmpehits som edm-mareridtet ‘Starships’.
For Nicki Minaj kan altså godt spille rollen som popstjerne. Bevares, finalen bestod mest af backing og mindede vel om et dj-sæt, men publikum hoppede, som om de allerede havde meldt sig syge onsdag.
Festligt eller ej. Rigtig god blev koncerten aldrig. Bedst var den halvvejs med asiatisk dragescenografi, mobile telefonbokse og percussiontunge udgaver af ‘Chun-Li’ og ‘Red Ruby Da Sleeze’. Her stod vokalen tydeligt, og da afdelingen sluttede med Kanye-samarbejdet ‘Monster’, toppede Minaj med elastisk levering over nøgne trommer.
Det ændrede bare ikke ved, at showet manglede den styring og stramhed, som det blitzkrig-agtige tempo gav illusionen af.
Personligt blev det aldrig, allerhøjst spektakulært, og nøj, hvor ville jeg gerne have hørt Nicki Minaj folde den musikalitet, hun stadig besidder, meget mere ud.
Hvis hun gør det en anden gang, vil det være al ventetid værd.
Kort sagt:
Nicki Minaj er stadig en stærk performer, men da hun endelig dukkede op i Royal Arena, var det med et dyrt og hektisk videoshow, der lovede mere, end det kunne holde.