Dødssyge samples og Drake med falsk accent: ‘Pink Friday 2’ er Nicki Minajs mest upersonlige album
Hvad har ‘When The Party’s Over’ af Billie Eilish, ‘Heart of Glass’ af Blondie, ‘Move Your Feet’ af Junior Senior, ‘Girls Just Want to Have Fun’ af Cyndi Lauper og ‘Super Freak’ af Rick James alle sammen tilfælles?
Indtil i fredags blot det, at de er øjeblikkeligt genkendelige megahits. Men en ny fællesnævner havnede på streamingtjenesterne, da Nicki Minaj besluttede sig for, at de alle skulle samples på hendes nyeste album, ‘Pink Friday 2’, den officielle fortsættelse til rapperens debutalbum, ‘Pink Friday’.
Bevares, 1’eren samplede hits som ‘Video Killed the Radio Star’, ‘No More ‘I Love You’s’ og ‘Don’t You (Forget About Me)’. Men sidstnævnte blev transformeret til uigenkendelighed. Alle disse ‘Pink Friday 2’-samples er in-your-face, og i størstedelen af tilfældene gengiver de hooket i sin helhed.
Det var et hit én gang, så hvorfor ikke igen? Minajs to store hits i nyere tid har trods alt været ‘Barbie World’, der sampler ‘Barbie Girl’, og dette albums ‘Super Freaky Girl’, der sampler ‘Super Freak’.
Fair nok, hvis hensigten er at få hits. Men kunstnerisk har vi godt nok at gøre med nogle af Minajs mest uinteressante sange nogensinde.
Det mest kreative, hun gør med et af disse samples, er på Lil Uzi Vert-samarbejdet ‘Everybody’, hvor hun chopper Junior Senior op, så et chipmunk-sample af ordet »everybody« og det forkortede »body« er integreret i teksten. Og det er altså ikke mere interessant, end at Cam’rons 2002-hit ‘Oh Boy’ brugte samme trick.
Det er synd, at de samples fylder så meget, for Minaj er stadig en af spillets mest kreative og teknisk begavede rappere – når hun altså tager sig sammen. På sangen ‘Beep Beep’ får vi kun ét vers, men hun er brandvarm, og hun væver flowet så elegant, at hver eneste linje er med til at gøre den næste endnu stærkere.
»If I don’t even know you exist, is that beef?« er eksempelvis en nævenyttig linje på egen hånd. Men den bliver så meget hårdere af, hvordan den bygger ovenpå rytmer og rim, som verset har samlet gennem hele sangens varighed.
Selv på de mere konceptuelt dødfødte tracks er der til tider noget at komme efter. På andet vers af den knap halvandet år gamle ‘Super Freaky Girl’ rapper hun fremragende. Ikke godt nok til at se igennem fingre med, hvor meget hun bruger første vers på at trække tiden ud, men alligevel – hun har blod på tanden.
Men så er der omvendt sange som afrobeats-jammet ‘Needle’, der udelukkende føles som et kynisk forsøg på at ramme en specifik målgruppe. Afrobeats-rytmen klæder ikke Nickis flow, der bliver ukarakteristisk simpelt, og jeg får intet indtryk af, at hun har den mindste interesse for afrobeats, udover hvordan det kan sikre hende hitlistesucces.
Valget af samarbejdspartner rammer også totalt at forbi målskiven. I en tid, hvor navne som Burna Boy, Rema, WizKid og Omah Lay har gjort afrobeats til en global hitgenre, er det selvfølgelig Drake, der endnu en gang skal iklæde sig en falsk nigeriansk accent, mens han spiller rollen som en, der har været »a shy guy all of my life«.
Det er om muligt er endnu mindre overbevisende end accenten.
Det her album føles så fokusgruppetestet, at det endda går ud over de numre, jeg godt kan lide.
Er ‘Beep Beep’ og den lignende betitlede ‘Bahm Bahm’ mon bare resultat af, at hiphopkritiker-segmentet også bliver tilgodeset i den store fokusgruppe-undersøgelse, hvor både 80’er-pophoveder, Billie Eilish-fans, afrobeats-entusiaster og hiphop-oldheads skal tilgodeses? Sidstnævnte endda med lidt speedrap over beatet fra Biggies ‘Notorious Thugs’.
Det sidste segment, der skal krydses af, er med det mere sentimentale og alvorlige hjørne, hvor Nicki ser tilbage på sit liv. Der er skam nogle fine, ret hårdtslående iagttagelser her på afslutteren ‘Just the Memories’, men sangen er så svøbt ind i selviscenesat vigtighed, at det lyder som det musikalske svar på Oscar-bait.
Jeg har aldrig hørt en sang med så personlige linjer lyde så upersonlig. Og det er albummets værste synd. For hvor den oprindelige ‘Pink Friday’ svælgede i alt det, der gjorde Nicki unik, er alle kanterne på 2’eren slebet af for at lave musik, der har kommercielle ben at gå på.
Kort sagt:
Nicki Minaj har lavet karrierens mest upersonlige album. Hver sang føles skræddersyet til at ramme en bestemt målgruppe, og det hjælper bestemt ikke, at dybt ukreativ sampling er et af grebene til at opnå dette.