I 2021 gik den visionære producer Sophie bort i en alder af blot 34 år, men hendes betydning kan stadig tydeligt mærkes i popverdenen.
Både Caroline Polachek og Charli XCX har hyldet hende med sange fra deres seneste album (på henholdsvis numrene ‘I Believe’ og ‘So I’), og nu er det blevet annonceret, at der kommer et allersidste album fra hendes hånd, færdiggjort af Sophies familie og hendes manager, Benny Long.
Albummet bærer titlen ‘Sophie’ og udkommer 27. september. En første single fra udgivelsen er netop udkommet i form af ‘Reason Why’ – en dansabel popskæring med gæsteoptrædener fra popstjernen Kim Petras og den noget mindre kendte r’n’b-duo BC Kingdom.
Sangen er noget mere poppet, end hvad man kender fra Sophies første album, det eksperimenterende ‘Oil of Every Pearl’s Un-Insides’. Men produktionen besidder stadig rigeligt med særegne excentriciteter, der gør, at man tydeligt kan høre Sophies aftryk på sangen.
Sophies familie har delt en besked i forbindelse med albumannonceringen, hvor de blandt andet skriver følgende:
»Sophie talte sjældent offentligt om sit privatliv og foretrak at sætte alt, hun ønskede at sige, i sin musik. Det føles derfor kun korrekt at dele den musik, hun håbede at udgive, med verden, i den tro at vi alle kan danne forbindelse med hende i dette, udtryksformen hun elskede mest«.
»Sophie gav sig selv fuldstændigt til musikken. Det er her, hun altid vil kunne blive fundet«.
A message from SOPHIE’s family. pic.twitter.com/j1N0PHH9F4
— MSMSMSM_FOREVER (@msmsmsm_forever) June 24, 2024