31. august giver Ukendt Kunstner årets eneste show øst for Storebælt, når de spiller en stor sommerkoncert på Refshaleøen, og de kommer ikke alene.
Tværtimod bliver dagen, ikke ulig Suspekts koncertbrag på Refshaleøen dagen inden, nemlig fyldt med musik fra andre artister som eksempelvis Lord Siva, der da også har samarbejdet med duoen af flere omgange – herunder ikke mindst på Ukendt Kunstner-klassikeren ‘Fortæl dem’.
Derudover får Ukendt Kunstner også selskab af Kaddi Sawaneh aka DJ Kaddi, rapperen Mas samt Noah Carter, hvis seneste album, ‘Noahs Ark’, talte både produktioner fra Jens Ole McCoy og et gæstevers fra Hans Philip.
Ifølge en pressemeddelelse åbner dørene til arrangementet kl. 15.00, mens første navn går på kl. 16.00. Den præcise tidsplan offentliggøres senere.
Ukendt Kunstner optrådte tidligere i år på NorthSide, hvor de ifølge Soundvenues anmelder lukkede festivalen med »et brag af en hiphopkoncert, der problemfrit vekslede mellem det hårdført festlige og de helt intime stunder«.