‘Y2K!’: Ice Spices debutalbum fik mig til at grine så højt, at folk omkring mig vendte sig om
Længe inden ‘Y2K!’ udkom, var der snak om, hvorvidt debutalbummet mon landede for sent til at kapitalisere på rapperens succes. For det er unægteligt, at Ice Spices momentum ikke længere er, hvad det var i 2022 og 2023.
Allerede inden hendes udskældte Roskilde Festival-optræden var det tydeligt, at selv når singlerne var gode (og det var de skam tit), var der efterhånden ikke meget overraskelsesfaktor tilbage. Verden var simpelthen blevet vant til hende, og den øjeblikkelige virale succes for den elskværdigt juvenile ‘Think U the Shit (Fart)’ var undtagelsen, ikke reglen.
Men bør det vigtigste ikke være, om musikken er god, og ikke om den topper hitlisterne? Der er ingen tvivl om, at ‘Y2K!’ ville have vendt flere hoveder for halvandet år siden, men albummet er stadig bygget op omkring catchy, velproducerede sange, hvor Ice Spice gør det, hun er bedst til.
Spændvidden er større end på den halvandet år gamle debut-ep ‘Like..?’, der primært bød på den underspillede, nærmest hviskende levering, der i sin tid blev rapperens varemærke.
På et nummer som ‘Popa’ ser vi hende gå så ubesværet fra kæk flirten til nonchalant overlegenhed, at det ikke er til at udpege momentet, hvor skiftet sker. På ‘Bitch I’m Packin” er hun på én gang så brummende og så kølig, at det kanaliserer en mere dechifrerbar udgave af Playboi Carti.
Og selvom vi allerede har hørt hende i ustyrlig råberap-modus på singleforløberen ‘Think U the Shit (Fart)’, opstår der gnister, når hun på ‘Oh Shhh…’ sætter råberappen over for nedtonet, ‘Munch’-agtig levering.
Som lyriker er hun opsigtsvækkende og vittig med sine selvhævdende, smart-i-en-fart-oneliners, der rangerer fra mildt underholdende til »vent, sagde hun lige det?«. I sidstnævnte kategori brillerer hun især med en række latrinære punchlines, der fortsætter, hvor ‘Think U the Shit (Fart)’ slap.
Da linjen »I’m Miss Poopie like I need a diaper« fra den Sean Paul-samplende ‘Gimme a Light’ første gang lød i mine hovedtelefoner, grinede jeg så højt, at folk omkring mig vendte sig om – ikke mindst fordi hun lyder, som om hun lige har sagt det sejeste, man overhovedet kan forestille sig.
Bevares, hun genopfinder ikke sig selv. Hvert nummer er langt hen ad vejen stadig baseret på samme opskrift: En serie af førnævnte oneliners, typisk bygget op omkring et energisk drill-beat og et iørefaldende hook. Og når opskriften er så simpel, er det på sin plads, at værket kun varer 23 minutter.
Det tætteste på et nummer, der forsøger sig med et sammenhængende narrativ, er ‘Did It First’, hvor hun og Central Cee konstant er hinanden utro. Central Cee er lettere enerverende på tracket, men Ice Spice viser, at hun sagtens kan berette om et scenarie, der føles troværdigt og levende, uden at hun tilsidesætter sit vid eller sin persona. Det er på mange måder det nummer, der bedst viser, hvordan Ice Spice fortsat kan udvikle sig.
I det hele taget er gæsterne på ‘Y2K!’ ikke videre spændende. Travis Scott leverer et vers, der lyder, som om det er skrevet på fem minutter, og mens Ice Spices flow sprudler af karakter på ‘Bitch I’m Packin”, lyder Gunna som en musikalsk pauseskærm.
Når Ice Spice selv betvinger mikrofonen, er jeg dog som regel underholdt. ‘Y2K!’ er nogenlunde, hvad jeg havde forventet, for jeg havde netop forventet et charmerende og energisk drill-album spækket med humor, der er bevidst nok om sin ensporethed til ikke at vare ved for længe.
Det fik jeg, og det er jeg godt tilfreds med.
Kort sagt:
Ice Spices debutalbum er kort, kompakt og ikke ligefrem fyldt med overraskelser. Til gengæld er det spækket med charme, humor og mere varierede vokalpræstationer, end Ice Spice ellers har ry for at levere.