Selvom ‘brat summer’ er ved at gå på hæld, ligger Charli XCX ikke på den lade side. Den britiske popstjerne formår nemlig at smede mens jernet er varmt, og holder sig ikke kun til musikken længere.
Hun er allerede blevet involveret i det amerikanske præsidentvalg, og var for nylig undertøjsmodel for Kim Kardashians mærke Skims. Nu tager hun endnu et overraskende træk i sin karriere – hun er nemlig i gang med at optage en film i Polen, hvilket hun afslører i en Q&A med Interview Magazine.
Her bliver hun spurgt ind til, hvor hun er, hvortil hun svarer »Warszawa, Polen«. Charli XCX forklarer efterfølgende: »Jeg er i gang med at indspille en film lige nu«.
Hun har tidligere omtalt projektet i et interview med Billboard, hvor hun teasede en endnu ubekræftet samarbejdspartner. Her beskrev hun deres noget alternative fremgangsmåde:
»Det kommer til at foregå i Polen. Vi skriver og filmer det på samme tid, lidt som at lave et album«.
Derfor kender vi hverken titel, udgivelsesdato eller hvad projektet omhandler.