Efter en mangeårig pause er der endelig ny musik fra Kenton Slash Demon. I dag har Soundvenue premiere på comebacksinglen ‘Cookie’, der vækker mindelser om duoens største hit.
Kenton Slash Demon efterlod os i 2019 med den ambitiøse, otte minutter lange single ‘Zstring’. Siden da har der været radiotavshed fra duoen, der består af Jonas Kenton og Silas Moldenhawer.
De har dog ikke ligget på den lade side, eftersom de to herrer yderligere udgør to tredjedele af When Saints Go Machine, som de har været aldeles produktive med i den femårige pause, de har holdt fra projektet.
Den elektroniske duo er dog aldrig stoppet med at lave musik, fortæller de Soundvenue i en mail.
»Måden vi arbejder på forandrer sig hele tiden, og vi gør virkelig en dyd ud af at ændre vores metoder. Vi har samlet materiale gennem mange år, og elsker at have forskellige epoker af lyd liggende, som vi kan hente fra«, skriver de. Og tilføjer:
»Vi er også kommet til et punkt nu, hvor vores abstinenser for at komme tilbage på klubscenen var blevet for kraftige«.
Comebacket sker i første omgang i form af singlen ‘Cookie’, som Soundvenue har premiere på i dag. Fredag udkommer sangen officielt, sammen med et andet nummer ved navn ‘Janni’.
Singlen er første led i en større udgivelsesrække. Ifølge Kenton Slash Demon er deres nye musik »en slags hyldest til venskab og fællesskab«, hvilket udtrykkes via vokaler fra nære venner og musikalske kollegaer. Og allerede på ‘Cookie’ møder vi et soulfuldt vokalsample fra Coco O., der er pitchet væsentligt ned og klippet til uigenkendelighed.
I Kenton Slash Demons musikalske univers, der består af stilsikker house med poppede elementer, findes der ikke varme uden vemodighed, og en fællesnævner for deres efterhånden imponerende udgivelseskatalog er, at det ofte fungerer lige så godt lørdag aften på klubben som søndag formiddag på sofaen.
Netop stemningen af dagen derpå får vi midtvejs i comeback-singlen, hvor vi kommer helt ned i gear. Der præsenteres vi for et himmelsk lækkert orgel, der sender tankerne tilbage til deres hit ‘Harpe’, og som bevirker den effektive opbygning mod sangens egentlige drop.
Duoen vender altså til dels tilbage til den formel, der i 2015 gav os ‘Harpe’, deres største hit til dato. Det er noget uventet, for duoens udspil fra slutningen af 2010’erne var mere eksperimenterende.
At deres comebacksingle giver mindelser om ‘Harpe’, gør, at det her snart ti år senere føles som at møde en gammel ven igen. Og dette er kun begyndelsen, fortæller Jonas Kenton og Silas Moldenhawer.
»Der er meget mere på vej«, lover de.