Frost Children feat. Danny Brown ‘Shake It Like A’
Hyperpopduoen Frost Children har i nogle år lavet hyperpop af den mest rave-egnede slags. Den slags, der trækker lige så meget på fidget house og electroclash, som den trækker på slut-00’ernes og start-10’ernes mindst kritikerroste popnavne.
På denne nyeste single lyder deres vokaler nærmest som en blanding mellem 3Oh!3 og Cobra Starship, og de svælger i at være så højlydte og in-your-face som muligt. Instrumentationen lyder som en slags blanding mellem ‘Brat’-æra Charli XCX og Deadmau5 i moshpit-modus. Brat summer møder bro summer!
Men det mest opsigtsvækkende er muligvis den gæstende rapper, nemlig hiphop-eneren Danny Brown. Brown har spændt vidt over sin karriere – fra sjælfuld introspektion på gennembrudstracket ‘Grown Up’ over selvhad på ‘Atrocity Exhibition’ til livsglæde på ‘Uknowwhatimsayin¿’ og legesyge i lange baner på Jpegmafia-fællesalbummet ‘Scaring the Hoes’. Men vi har vist aldrig før hørt ham i sådan en slags rave-EDM-kontekst. Hans notorisk skingre stemme fungerer dog upåklageligt og komplementerer de skrigende synths eminent.
Elias Rønnenfelt ‘No One Else’
Iceage-forsanger Elias Rønnenfelt har efter flere år som turnerende solonavn endelig annonceret sit første album i eget navn. ‘No One Else’ er andensinglen fra albummet ‘Heavy Glory’, der udkommer 25. oktober, og ligesom forgængeren peger den på, at vi skal vente os en rigtig rar, varm singer/songwriter-lyd fra albummet.
Fousheé ‘War’
R’n’b-talentet Fousheé gik viralt ud af det blå for to år siden, lige op til udgivelsen af albummet ‘SoftCORE’. 13. september følger hun det op med pladen ‘Pointy Heights’, og seneste lyd derfra er ‘War’, en stilfærdig sjæler, hvor Fousheés yndefulde neosoul-vokal går i uventet møde med førstebølge-ska-instrumentation.
Gorgeous ‘Natural High’
Den danske rockduo Gorgeous hittede lige fra debutsinglen ‘Divine’ fra 2022, og til september albumdebuterer de langt om længe. ‘Natural High’ er sidste singleudspil inden albummet, og særligt Maria Bjarnassons skæve vokalstil herpå gør det til et nummer totalt ulig, hvad de ellers har præsteret.
Belly ‘007’
Nej, det er ikke den palæstinensisk-canadiske rapper Belly. Det er heller ikke 90’er-rockbandet Belly. Det er derimod Aarhus-raptrioen Shooter Gangs mest tilbageholdne medlem, der er gået solo. Og han viser her, at han absolut har talent nok til en karriere i eget navn.
Det er ikke den ustyrlige aggression, man kender fra Shooter Gang, men derimod et millimeterpræcist debutnummer, hvor det hele vejen igennem er tydeligt, at Belly tager rapspillet alvorligt.
Hinds ‘The Bed, the Room, the Rain and You’
Den spanske rockgruppe Hinds er gået fra kvartet til duo, og det skift kulminerer 6. september i albummet ‘Viva Hinds’. Trods halveringen af bandet er deres kvalitetsniveau højere end nogensinde, og de drømmende guitartoner fra denne seneste singleforløber er ganske uimodståelige.
Lilli ‘Butterfly Street’
Lilli Teresa Grothe-Møller har været aktiv i nogle år efterhånden, og særligt 2022-debutsinglen ‘Will U Die W Me?’ har genereret succes. Hun er for tiden på vej med en debut-ep, og ‘Butterfly Street’ er en lovende singleforløber, der udforsker følelsen af sommerfugle i maven, man kan få, når man går forbi der, hvor ens crush bor.
Tinashe ‘No Broke Boys’
I bedste ‘No Scrubs’-stil bevæger Tinashe sig her ud i den ædle r’n’b-tradition, der handler om at afvise fyre, der ikke har noget økonomisk at byde på. Der er øjeblikkeligt syng-med-potentiale på dette højdepunkt fra Tinashes minialbum ‘Quantum Baby’, der netop er udkommet.
Mina Okabe ‘Strong’
Nu, hvor vi snakker r’n’b, der allerede fra første gennemlytning sprænger catchyness-skalaen, så er danske Mina Okabes ‘Strong’ en ørehænger, der rivaliserer selv hendes internationale megahit ‘Every Second’. Sangen kommer til at være at finde på Okabes kommende albumtoer, som hun indspiller med Dua Lipa- og Justin Bieber-producer Leroy Clampitt.
Xiu Xiu ‘Arp Omni’
Er du klar til en gedigen føler? ‘Arp Omni’ inviterer til en klump i halsen ved første gennemlytning og en tåre ved den anden. I hvert fald hvis man er Top Tracks-skribent. Xiu Xiu-bandleder Jamie Stewart beskriver selv sangen som »en sød lille ballade om at falde for nogen, der tager chancer i livet«.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.