Molina feat. ML Buch ‘Organs’
Når danske kunstnere får international opmærksomhed, er de tit for længst blevet store kanoner herhjemme. Sådan er det ikke med Molina og ML Buch. Bevares, de har fået opmærksomhed i kenderkredse. Men de spiller stadig ikke meget større scener end eksempelvis Lille Vega eller Roskildes Gaia-telt.
Begge kunstnere har til gengæld fået international opmærksomhed. ML Buch spiller koncerter i adskillige lande, og Molina kan meget vel ende i samme båd. Internationale blogs som Stereogum, Slug Mag, Clout og Earmilk har allerede dækket hende, og opmærksomheden stiger formentlig, når hun 11. oktober udgiver debutalbummet ‘When You Wake Up’.
Hun har denne uge delt afslutningsnummeret ‘Organs’, hvor hun får assistance af ML Buch på syvstrenget guitar, synths og vokal. De to eksperimentalisters stemmer går smukt i spænd med hinanden på et æterisk og stemningsfuldt nummer.
Molina beskriver via en pressetekst selv sangen som en fusion mellem de to kunstneres respektive tilgange til melodi, indspilning og lyd, og det er der kommet nogle virkelig smukke gnister ud af.
Sabrina Carpenter ‘Taste’
Efter de to megahits ‘Espresso’ og ‘Please Please Please’ er Sabrina Carpenter endelig klar med albummet ‘Short n’ Sweet’. På den stærke åbner derfra går hun i fuld poprock-modus med powerpoppede guitarakkorder, der næsten leder tankerne hen mod 70’er-darlings som Big Star.
Katie Gavin ‘Casual Drug Use’
‘Aftertaste’ var en af sommerferiens bedste sange, der markerede at Muna-sanger Katie Gavin igangsatte en solokarriere. Hun udgiver albummet ‘What a Relief’ 25. oktober, og seneste single derfra er en følelsesmættet poprock-banger om at være ung og måske tage lidt flere stoffer end hvad godt er – men samtidig om at finde tryghed ved vennerne, der er ved din side i løbet af det hele.
Kenton Slash Demon ‘Cookie’
Det klubbede When Saints Go Machine-sideprojekt Kenton Slash Demon har været sat på pause i fem år – men denne uge blev det vækket til live igen med den dansable ‘Cookie’ og dens b-side ‘Janni’. ‘Cookie’ er bygget over et uigenkendeligt Coco O.-sample.
Fraads ‘Uhh Yeah’
Oven på den mørke og mageløse artpop-satsning ‘Mosquito’ går Fraads i en mere eksplosiv, positivt stemt popretning. ‘Uhh Yeah’ er lavet i samarbejde med August Høyen og producerduoen T&O, og mon ikke den bliver garant for fællessang, når Fraads spiller til deres egen festival 13. og 14. september i Pumpehuset?
Cash Cobain ‘Act Like’
Cash Cobain har været aktiv i en del år, men hypen har virkelig taget til her i 2024, hvor stjerner som J. Cole og Ice Spice har arbejdet sammen med ham. Den sensuelle drill-sensation er denne uge aktuel med albummet ‘Play Cash Cobain’, og denne ballade illustrerer eminent hans talent for at gøre den ellers så hårdføre drill-genre ualmindeligt intim.
Fivio Foreign ‘Dribble’
I den anden ende af drill-spektret finder vi Fivio Foreign, der ikke viger uden om genrens hårdkogte ophav. »This should get very agressive / I get a ni**a killed before breakfast« rapper han, og han lyder skam som om han mener det.
Asbjørn ‘Vulnerably Happy’
Asbjørn – eller »den danske Troye Sivan«, som Soundvenues Sune Anderberg engang kaldte ham – er på vej med opfølgeren til 2022-albummet ‘Boyology’. I en pressemeddelelse skriver Asbjørn, at ‘Vulnerably Happy’ banede vejen for hele den kreative tilgang for albummet, og det lover rigtig godt, for det her er et stykke både dybfølt og eventyrlystent electropop.
Central Cee ‘Billion Streams Freestyle’
Mange har lavet sjov med åbningslinjerne fra Central Cees storstreamende hit ‘Doja’. Men åbningslinjen på denne freestyle tager ganske kærligt pis på alle hans haters: »Said that my bitch was gay, got a billion streams, I’m a mainstream rapper«. Det hjælper så ekstra på det, at de efterfølgende linjer tydeligt understreger, hvor stort hans talent er.
Geordie Greep ‘Holy, Holy’
De storroste prog-postpunkere Black Midi udmeldte tidligere på måneden ganske uceremonielt, at de var gået i opløsning. Men vi kan i det mindste trøste os med, at forsanger Geordie Greep solodebuterer med et stykke jazzrock, der besidder alt det ustyrlige vanvid, Black Midi mestrede – og at sangen peger frem mod debutalbummet ‘The New Sound’, der udkommer 4. oktober.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.