Et af dette årtis mest lovende og roste nye danske rockbands er sat på pause.
På Instagram meddeler Joyce-frontmand Sebastian Wegener via et håndskrevet brev, at bandet ikke er aktivt for tiden, og at han snart udgiver solomateriale.
»Om lidt kommer jeg til at udgive nogle sange, jeg har arbejdet på det sidste stykke tid. Jeg udgiver sangene i mit eget navn og ikke med Joyce«, lyder det.
»Det betyder ikke, at Joyce er slut og færdigt, men efter 3,5 år, hvor alle vores vildeste drømme blev virkelighed, havde vi alle fire brug for en pause for at puste ud, undersøge og gøre andre vigtige ting i vores liv«.
Hvad Sebastian Wegener præcis har tænkt sig at udgive – og hvornår – melder opslaget intet om. Men Joyce-frontmanden har skrevet følgende til Soundvenue over mail:
»Det er en håndfuld sange, og jeg er stadig i gang med at finde ud af hvordan og hvorledes, men jeg håber og tror på, at det bliver til et album i sidste ende«.
Sebastian Wegener skriver også, at en første sang udkommer inden året er omme – sandsynligvis i november.
Joyce udgav debutalbummet ‘Formskifter’ i 2020. »Det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock«, skrev Soundvenues anmelder dengang.
Bandets andet album, ‘Elsk mig’, udkom i 2022. Vi kaldte det »en kompleks skildring af, hvordan had og selvhad opererer«.
Nu er det altså foreløbigt slut for Joyce – mens Sebastian Wegeners solokarriere først lige er begyndt.