Det er en stinkende varm sommerdag i København, og klimaet i Joyces øvelokale bag Kløvermarken på Amager minder mest af alt om en smålummer sauna.
Mellem instrumenter, mixerpulte og alskens andet rod trisser de fem bandmedlemmer rundt. Et par af dem er i fuld gang med at udskifte tøjet, de netop har brugt til ære for Soundvenues fotograf, med lettere og køligere gevandter, mens andre lettere undskyldende smider de varme sko og lufter de sure sokker.
Søren, der spiller synth og guitar, smører sig en tung rugbrødssandwich, forsanger Sebastian Wegener kræver jokende sin ret som frontmand og snupper den sidste frikadelle fra køleskabet, og forsynet med hver vores kolde glas vand sætter vi os til rette i og omkring sofaen, der fylder øvelokalets ene hjørne.
Stemningen er god. Det burde den også være. For Sebastian, Albert, Oscar, Søren og Casper har redet på en bølge af succes, siden de for lidt over et år siden blev til et band og kort efter udgav deres første single ‘Tomme ord’. Jeg er på besøg i øvelokalet et par dage før debutalbummet ’Formskifter’ udkommer 29. juni, og spændingen er til at tage og føle på.
I sagens natur sidder jeg jo i denne her sofa for at interviewe Joyce. For at stille spørgsmål om deres foretagende og deres nye album. Men i stedet ender jeg faktisk nærmere som en slags facilitator eller ordstyrer for den bandsnak, som Joyce midt i al deres succes aldrig har nået at tage. Jeg behøver næsten ikke engang at stille spørgsmålene.
En uventet succes
Joyce blev til i en brandert for lidt over et år siden. Sebastian Wegener havde drukket øl med vennen Albert, da han fik en åbenbaring. De skulle starte et rockband.
Albert: »Jeg tror bare, at jeg sagde ja ja, men ikke rigtig troede på det«.
Det var en klassisk fuldemandsbemærkning, men alligevel var der noget, der hang ved. Sebastian ringede i hvert fald sine gamle venner og bandkammerater fra ungdommen i Roskilde op allerede dagen efter, og uden de store ambitioner troppede de allesammen op i et øvelokale kort efter.
Sebastian: »Jeg er god til at få de her åbenbaringer. Så da jeg ringede til Søren, Casper og Oscar, ved jeg heller ikke, om de rigtig troede på det?«
Oscar: »Det var i hvert fald ikke noget, som man lige gik og troede skulle ske. Jeg havde sgu ikke lige tænkt, at vi fem skulle starte et band. Så i starten var det mest bare for at hænge ud og drikke nogle bajere. Jeg havde i hvert fald ikke nogen store tanker om projektet, da jeg gik ind til vores første øver«.
»Det havde jeg virkelig heller ikke«, slår Søren fast.
Men selv om den første øver ikke var med de store ambitioner for størstedelen af bandet, så tog tingene hurtigt fart. Sebastian tog nemlig sagen i egen hånd, da han en aften for sig selv indspillede demoen til deres første single, ‘Tomme ord’, og sendte den til de andre bandmedlemmer.
Sebastian: »Det blev ligesom startskuddet. Der blev på en eller anden måde tændt noget ild i os allesammen«.
Under to uger senere stod de fem mænd med en færdig sang, som de udgav med det samme. Og så tog tingene fart. De fik skrevet den ene sang efter den anden i øvelokalet, mens ‘Tomme ord’ hurtigt fik stor opmærksomhed fra både lyttere og branchefolk.
Sebastian: »At mærke den der respons var jo fuldstændig surrealistisk. Også fordi vi havde prøvet så mange år, hvor der bare ikke var sket en skid. Så var der måske nogle shows på Rust eller sådan noget der. Sådan nogle helt slum-agtige ting. Men pludselig sket der noget«.
Fra at være strandet i ingenmandslandet mellem musikdrømme og succes – i flere år og i flere forskellige bands – red Joyce ud af det blå på en bølge af succes, der bare blev ved og ved.
Sebastian: »Det var lidt sådan: Hvis ikke vi giver den en skalle nu, så ved jeg ikke, hvornår vi skulle gøre det? Når man får den der lille døråbning til ens allerstørste drøm, så er det bare om at handle på den!«
Albert: »Jeg tror, at det her er det projekt, som jeg er gået ind i med færrest forventninger. I mange af mine tidligere bands har vi snakket for meget om alt det, vi skulle nå, men gjort for lidt. Med Joyce er alt gået så hurtigt, at vi slet ikke har haft tid til at snakke de store snakke. Vi har bare haft det sjovt. I stedet for at prøve at snakke os frem til, hvad vi gerne ville, så gjorde vi det bare«.
Oscar: »Vi har aldrig sat os ned og sagt: Nu skal vi lave den her slags sang«.
Albert: »Nej. Det er det, jeg mener. Det der med ikke at regne den ud på forhånd, men bare prøve at gøre det så ufiltreret som muligt«.
Sebastian: »I sagens kerne bare lave noget, som man selv synes er mega fedt. Hver gang, vi har skrevet en sang, så har det været min nye yndlingssang. Vi har selv været hinandens største fans«.
Albert: »Det er også det, der gør det sjovt. At vi den ene uge kan lave en totalt ‘sjå-lå-lå’-popsang, men vi i den næste laver en helt vanvittigt mærkelig og smadret sang«.
At snakke sødt og gå helt amok
Joyces debutalbum hedder ‘Formskifter’, og sammen med den umiddelbarhed, bandet selv fremhæver, er det et nøgleord i gruppens musikalske univers.
Man kunne beskrive deres musik som poppunk, men det ville ikke være dækkende for et band, der blander pop, punk, postpunk, doom, post-harcore og utallige andre referencer på en måde, så det aldrig bliver forvirrende.
Men i kernen ligger der en dualitet, som måske bedst af alt kan beskrives med et citat fra albummets titelnummeret, hvor Sebastian Wegener energisk synger ordene:
»Og du kan se mig / snakke sødt og gå helt amok«.
Er albumtitlen også en form for beskrivelse af jer som band?
Sebastian: »100 procent! Det kommer af, at vi aldrig har sat os selv i bås, men bare handlet på det, der var foran os. Om det var en fucking hård sang eller noget blødt indierock«.
Albert: »Vi prøver bare at gå den vej, som sangen har brug for. Uanset hvad vi tror, vi burde lave. I stedet for at tænke, at vi skal have en bestemt lyd og lave den samme sang, for så ved folk, hvem vi er, så tror jeg bare, vi lader sangene komme til deres egen ret«.
Sebastian: »Men det er jo også en bevidst handling, at vi skifter rundt mellem genrerne. Vi kræver over for os selv, at vi skal kunne rumme det hele på albummet. Hvis ikke vi gav os selv den frihed, tror jeg, vi ville føle, at vi gik i stå«.
Albert: »Så ville det ikke være sjovt«.
Oscar: »Der er både noget vildskab, men der er fandeme også noget sårbarhed. Det er et udtryk for, hvordan vi går og har det. Jeg tror, det var vigtigt, at begge sider kom til udtryk«.
Sebastian: »Fuldstændig. Det handler om, at man både har respekt for det, der kom før en – altså den klassiske Beatles-rocksang – men at man heller ikke er bange for at fucke den op med noget autotune. Man skal også forholde sig til alt det, vi har hørt gennem vores ungdom. Det er Kanye West, Dr. Dre og 50 Cent såvel som The Cure og The Smiths«.
De ni sange på ‘Formskifter’ udgør en konstant vekslen mellem vrede og følsomhed, pop og punk, der gør, at Joyce aldrig bliver et kedeligt bekendtskab. Godt bakket op af et tekstunivers, der ligesom resten af musikken går efter at levere tingene råt for usødet og med en umiddelbarhed, hvor man ikke overtænker tingene.
Hvor kommer teksterne fra?
Casper: »Det har også været et år, hvor der er sket meget med os alle. De fleste af os har haft både opture og nedture. Det tror jeg afspejler sig i sangene«.
Albert: »Der har virkelig været noget på spil«.
Sebastian: »Teksterne er meget umiddelbare i forhold til, hvor vi lige har været den dag, vi skrev sangen. Og der er sket meget for os allesammen i den periode. Nogle droppede ud af studierne, og jeg røg ind i en depression, der fik mig til at droppe mit uddannelsesforløb. Så det handler også super meget om at have det dårligt, men formidlet med et humoristisk twist«.
Casper: »Meget nede på jorden. Meget menneskeligt. Ikke for fint«.
Albert: »Mange rocktekster kan også blive meget akademiske. Fyldt med metaforer og svære at forstå. Der er Sebastians tekster måske lidt mere en-til-en«.
Sebastian: »Jeg skriver teksterne, som jeg snakker, og er meget bevidst om ikke at bruge for mange smukke metaforer. Det er meget lige på og baseret på de følelser, som jeg gik med i netop det øjeblik«.
Oscar: »Man kan sgu læse og forstå, hvordan personen har haft det, når man hører Sebastians tekster. Tingene bliver sagt, som de er«.
Man må altså godt begynde at fyre den til rock igen
Ikke at tænke for meget over tingene er også et nøglebegreb, når Joyce spiller live. Det skal være sjovt at gå til koncert, når man har købt billet til Joyce, og bandet gør i hvert fald deres for, at det bliver en oplevelse.
Især frontmand Sebastian vælter rundt på scenen i sin helt egen verden med en intensitet, så man som tilskuer næsten kan blive nervøs på hans vegne. I kommentarfeltet til deres liveoptræden med ‘Formskifter’ på DR for nyligt er der sågar en, der skriver, at bandet »burde investere i mikrofon uden ledning til ham forsangeren, inden det går galt«.
Det griner hele bandet meget af. For selv om det ikke er noget, han gør bevidst, så lægger bandet ikke skjul på, at det handler om at fyre den af, når de spiller, og om at forplante energien på scenen ud til publikum.
Sebastian: »Da vi begyndte at spille live, ville vi godt fange de der unge boys, der bare giver den fuldt liv. Vi ville gerne fange de der trap-drenge, der bare er fucking nøjeren til de der shows, for det er jo bare grineren«.
Oscar: »Vi har jo aldrig tænkt, at nu skal vi bare gå amok, men musikken indbyder også bare til, at man bevæger sig«.
Albert: »Man må sgu godt begynde at fyre den til rock igen i stedet for at stå og analysere det, mens man ser på det«.
Det er vel det, musik kan? Det kan både få en til at tænke, men også få en til at glemme sig selv og bare give slip?
Sebastian: »Når det er bedst, er det en slags kollektiv løsrivelse, og det er så fedt, når man kan mærke, at publikum gør det samme. Så har man jo gjort sit arbejde«.
Netop den følelse stod bandet med i starten af marts. Under en koncert på Loppen gik alt op i en højere enhed. Folk begyndte at synge med på sangene, der var gang i en god moshpit oppe foran, og i horisonten glimtede dansk musiks hellige gral – en optræden på årets Roskilde Festival.
Albert: »Det var det, vi havde drømt om. At folk endelig fyrede den lige så meget af som os. At folk pludselig sang med på sange, der ikke engang var udgivet endnu. Det var helt surrealistisk«.
Et foreløbigt højdepunkt i en vaskeægte kometkarriere.
En tiltrængt (og tvungen) tænkepause
Tre dage senere lukkede coronavirussen hele Danmark ned og al livemusik blev sat på pause. Efter at have redet på en bølge af succesoplevelser i næsten et år, sagde alt pludselig stop. Drengedrømmen om at spille på Roskilde Festival blev revet væk under fødderne på Joyce.
Casper: »Det var sgu trist«.
Sebastian: »Vi følte lidt, at hele det her år skulle kulminere med denne her sommer. Det skulle ligesom være prikken over i’et. Denne her ultimative forløsning af drengedrømmen. Det blev så ikke til noget.«.
Og nu sidder I bare i et svedigt øvelokale og venter?
Sebastian: »Og det er sgu også fint nok!«
Oscar: »Det har jo også ført gode ting med sig. Der har været meget mere ro«.
Albert: »Det givet os tid til at finde jordforbindelsen igen. Vi havde jo redet på sådan en konstant bølge, hvor alt hele tiden bare blev større og større, og det bare handlede om at køre på og holde fast. Så det har egentlig været rart lige at kunne lande i det«.
Casper: »Det var egentlig lidt en tiltrængt pause, tror jeg. En mulighed for lige at puste ud. Få noget tid for sig selv i stedet for at være sammen alle fem hele tiden«.
Sebastian: »Jeg tror bare, at det er ret naturligt, at når det går så hurtigt, så er der ikke tid til at reflektere over tingene. Og det har man brug for! Også for ligesom at beholde ydmygheden i det hele. Man skal også huske at snakke om, hvor fedt det hele er. Det kan man godt glemme lidt, når det går så hurtigt.«
Oscar: »Der har været noget godt i lige at gå lidt meta på den og få noget ro til at tænke over, hvad man har søsat, og hvor fedt det egentlig er«.
Albert: »Også bare lige få følingen med hinanden igen. Al snak havde jo handlet om bandet, og hvad der skulle ske som det næste. Pludselig blev der tid til også at snakke om, hvordan de andre egentlig gik og havde det. Vi er blevet tættere, synes jeg«.
Søren: »Når man starter et band, har man som regel en periode, hvor man finder hinanden og finder ud af, hvad det egentlig er, man laver. Men den havde vi aldrig helt, fordi det bare tog fart. Det føler jeg, vi har indhentet lidt under pausen«.
Sebastian: »Det her interview er jo næsten som den snak om bandet, vi aldrig fik taget. En slags bandterapi?«.
Klar til at sparke døren ind
Selv om den tvungne pause de seneste måneder har været tiltrængt, så klør det i fødderne på Joyce for at komme ud og spille igen. For at ride videre på den næste bølge af succes, som de håber bliver sat i gang med udgivelsen af debutalbummet. Et album, der udkom samme dag, som de skulle have spillet på Roskilde Festival.
For som bandet selv bemærker: Når nu de ikke kunne opfylde den ene drøm den dag, måtte de jo bare opfylde en anden. Så nu er ‘Formskifter’ endelig blevet sendt ud i verden. Et hurtigt debutalbum, der med sin umiddelbarhed gerne skal introducere Joyce til endnu flere musikelskende danskere.
Albert: »Vi har haft en idé om, at vores debutplade godt måtte føles som et smack in the face. Den skal sparke døren ind til det hele. Vælte folk bagover«.
Og hvad er næste skridt så?
Albert: »Vi skal ud og spille! For alle de folk, som pladen vækker genklang hos. På tour til efteråret, men faktisk også allerede henover sommeren«.
Casper: »Vi er faktisk så privilegerede, at der tikker jobs ind hele tiden. Så det begynder faktisk at ligne en koncertsommer alligevel«.
Sebastian: »I sidste ende har vi snakket om, at vi vil gå efter Oasis-mentaliteten. Hvad ville Oasis gøre? De ville sige: Vi skal bare blive det største band. Så det gør vi også. Mindsettet er da at kunne spille i en arena i Esbjerg, hvor alle kan synge med«.
Albert: »Men også at blive ved med at have det sjovt og spille den musik, som vi selv har lyst til at spille. Så må vi se, hvor langt det bærer«.