I sidste uge vendte Linkin Park tilbage med både en ny single og to nye medlemmer, men nu er den nye forsanger havnet i en shitstorm.
Kort efter annonceringen begyndte flere fans nemlig at dele et screenshot af musikeren Cedric Bixler-Zavalas Instagram-story fra 2023, hvor han kristiserer Emily Armstrong, som forsangeren hedder, for sine forbindelser til både Scientology og den voldtægtsdømte skuespiller Daniel Masterson.
Mere præcist beskylder Bixler-Zavalas, der er forsanger i The Mars Volta og tidligere frontmand i At The Drive-In, Armstrong for sammen med andre medlemmer af Scientology at have støttet Masterson under retssagen.
»Kan du huske det, Emily? Kan du huske, hvordan jeres scientologiske tæskehold omringede en af de unavngivne kvinder, da hun forsøgte at forlade elevatorerne? Retsbetjentene måtte eskortere hende væk fra din forfærdelige kult«, skriver Bixler-Zavalas blandt andet.
I take this back. I just found out shes a Scientologist and defended Danny Masterson. Cedric Bixler-Zavala of At the Drive-In made a statement on his Instagram story about it. https://t.co/aX2uwE9UM7 pic.twitter.com/YhlmZkMan4
— 𝓧𝔁𝓓𝓮𝓼𝓹𝓪𝓲𝓻𝓕𝓪𝓬𝓽𝓲𝓸𝓷𝓐𝓼𝓱𝓽𝓸𝓷𝔁𝓧 (@AshtonHavok) September 6, 2024
Ifølge NME var Bixler-Zavalas selv medlem af Scientology indtil 2017. Hans hustru, Chrissie Carnell Bixler, er desuden blandt kvinderne, der i sin anklagede Masterson for voldtægt, om end ‘Dengang i 70’erne’-skuespilleren ikke blev fundet skyldig i det specifikke forhold.
Armstrong har sidenhen kommenteret sagen i sin egen Instagram-story, hvor hun uden at nævne Masterson ved navn hævder, at hun for år tilbage deltog i en enkelt høring som observatør, men at hun ikke har snakket med ham, siden de »ufattelige detaljer« kom frem.
»For at sige det så klart som muligt: Jeg tolererer ikke misbrug eller vold mod kvinder, og jeg har empati med ofrene for disse forbrydelser«, skriver hun blandt andet og tilføjer, at hun »fejlvurderede« skuespilleren.
Emily Armstrong, new vocalist of Linkin Park, has released a statement in regards to her past support of Danny Masterson. pic.twitter.com/yQoZYYrVnl
— State of the Scene (@SOTSPodcast) September 7, 2024
Masterson blev sidste år fundet skyldig i to tilfælde af voldtægt i henholdsvis 2001 og 2003 og idømt 30 års fængsel. Ligesom skuespilleren var begge kvinder medlem af Scientology.
Armstrong erstatter Linkin Parks tidligere forsanger, Chester Bennington, der i 2017 tog sit eget liv i en alder af 41 år. Bandet har desuden fået en ny trommeslager i form af Colin Brittain, der overtager stafetten fra Rob Bourdon. Et nyt album ved navn ‘From Zero’ udkommer 15. november.