OBS: Denne artikel er skrevet, før det kom frem, at Emily Armstrong efter sigende støttede den voldtægtsdømte skuespiller Daniel Masterson. I en Instagram-story har Armstrong sidenhen taget afstand til Masterson.
TRACK REVIEW. Sig hvad du vil om Linkin Park og deres teenagedramatiske raprock, men faktum er, at Chester Bennington var en af 00’ernes mest ikoniske forsangere.
I juli rundede vi syvårsdagen for hans tragiske selvmord, der blev begået efter en livslang kamp med depression og stofmisbrug. Og i næsten lige så lang tid har Linkin Park ligget i dvale.
Men i foråret begyndte rygterne at svirre om en genforening. Nærmere bestemt en reunion-turné, hvis man skulle tro internettet.
Det helt store spørgsmål var selvfølgelig, hvem der skulle løfte arven fra Bennington. Nogle mente at vide, at der var tale om en kvinde, mens andre mistænkte Deryck Whibley fra nyligt opløste Sum 41 (RIP i øvrigt), der sidenhen afviste teorien på Instagram.
Til gengæld viste det andet rygte sig at holde stik: Torsdag kunne Linkin Park nemlig annoncere ikke bare en verdensturné, men også et nyt album og to nye medlemmer – heriblandt en kvindelig forsanger. Emily Armstrong, hedder hun, og nogle vil måske genkende hende fra rockbandet Dead Sara, som hun i mere end to årtier har stået i spidsen for.
Det er med andre ord en erfaren frontkvinde, der nu overtager stafetten, og vi har allerede fået en smagsprøve på, hvordan den nye konstellation lyder. Sammen med annonceringen udgav bandet nemlig også ‘The Emptiness Machine’, deres første nye sang i årevis.
Singlen er en spildt chance. Men det er ikke den nye forsangers skyld.
Samme desperation
Lad os starte med den gode nyhed: Emily Armstrong lyder fremragende. Hun oversynger måske en smule i sit vers, men når først vi rammer omkvædet, skriger hun med samme nasale desperation, der især i bandets tidlige dage definerede Bennington som vokalist.
Det enorme følelsesudbrud vidner om, at Armstrong kan bære katalogets mere krævende hits som ‘Faint’ og ‘Crawling’ på den forestående verdensturné, og i torsdagens livestream kunne man se hende prøve kræfter med flere af dem.
Mindre godt går det til gengæld for bandets anden frontperson, Mike Shinoda, der i Linkin Parks guldalder primært fungerede som rapper, men som i årenes løb i stigende grad er begyndt at bruge sin sangstemme.
Det er han i ny og næ sluppet fint nok fra (‘Minutes to Midnight’-balladen ‘In Between’ gør eksempelvis ikke nogen fortræd), men på ‘The Emptiness Machine’ lyder han værre end nogensinde, når han i verset binder luftige sløjfer på snart sagt hver eneste sætning, i hvad der lyder som et desperat forsøg på at give hans notorisk anonyme vokal noget personlighed.
Hvad Shinoda tilsyneladende glemmer er bare, at denne anonymitet faktisk er en god ting. På Linkin Parks bedste numre er han, uanset om han rapper eller synger, et beroligende modstykke til Benningtons brølen, og når Armstrong så overlegent kan emulere sin forgængers sønderrivende angstskrig, er der vel ingen grund til at ændre på dynamikken.
Perfekt timing
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at den skarpe opdeling mellem Shinoda og Armstrongs respektive vers og omkvæd får ‘The Emptiness Machine’ til at føles som to sange svejset klodset sammen til én. Eller at første halvdel – Shinodas halvdel, that is – har en mærkelig bismag af poleret poppunk.
Sådan kunne jeg blive ved, og det er jo heller ikke, fordi Linkin Park i årene op til den ufrivillige karrierepause ligefrem var i topform. De fleste er nok enige i, at det er gået gevaldigt ned ad bakke siden deres to første album.
Alligevel havde jeg håbet, at deres comeback ville blive en triumf. Dels fordi bandet de seneste år har været så meget igennem, at man under dem en sejr, men også fordi timingen for en potentiel revival på mange måder er perfekt.
De seneste år har nu-metalen mod al forventning nemlig fået lidt af en renæssance med navne som Poppy og Rina Sawayama, der på henholdsvis albummene ‘I Disagree’ og ‘Sawayama’ fandt en gylden mellemvej mellem de hårdtslående, synkoperede guitarriffs og straight up popmusik.
Det samme gælder Bring Me the Horizon – et af Storbritanniens mest populære rockbands lige nu – hvis seneste to udgivelser også skylder en hel del til Linkin Park og i særdeleshed ‘Hybrid Theory’. Intet Y2K-artefakt er åbenbart for kitschet til vores 00’er-nostalgiske musiklandskab.
Jorden var med andre ord gødet til, at nu-metal-genrens største sællerter skulle modtages med åbne arme, og havde ‘The Emptiness Machine’ været en god single, er jeg sikker på, at mange ville være klar til at give Linkin Park den reevaluering, som de måske også fortjener.
Det er den bare ikke. Men i det mindste ville bandets nye forsanger have gjort Chester Bennington stolt.
‘From Zero’, Linkin Parks ottende album, udkommer 15. november.