Blæst har hittet hele sommeren med singlen ‘Elsker dig så meget’, og i morgen udgiver de debutalbummet ‘Dine venner’.
Derfor kommer det også som noget af et chok, at gruppen nu meddeler, at frontkvinden Fernanda Rosa forlader Blæst.
»Denne beslutning har været svær at tage, og er resultatet af lang tid med mange tanker, samtaler og overvejelser«, udtaler Fernanda Rosa i et opslag på Instagram.
»Jeg elsker at skabe og spille musik. Mit møde med publikum ved koncerter er noget af det største og mest vidunderlige, jeg har oplevet. Det er en kæmpe glæde at få lov til at spille, og jeg er så beæret over den kærlighed, vi er blevet mødt med. Samtidig er det overvældende at skulle præstere i så stort et omfang, og i så uafbrudt et tempo, som musikbranchen kræver af én for at kunne forblive relevant«, står der videre.
Blæst har tidligere talt åben om det psykiske pres, de oplevede, da singlen ‘Juice’ storhittede i 2022, og gruppen efterfølgende spillede et væld af koncerter. Det endte med, at de måtte aflyse shows og lukke ned for al aktivitet i en længere periode grundet stress.
Siden vendte Blæst tilbage i 2023, hvor de åbnede Orange Scene og scorede et stor hit med Lamin-samarbejdet ‘All In’.
På Instagram meddeler Fernanda Rosa, at hun runder sin indsats i bandet af med fire store planlagte koncerter i starten af det nye år i Aalborg, Odense, Aarhus og København.
»Vi er stadig et band til og med vores koncerter i januar og februar 2025, og de koncerter glæder jeg mig meget til at spille«, skriver Rosa.
De tre resterende medlemmer af bandet, Lauge Kjærulf, Anders Bondo og Valentin Buchwald, fortæller i et interview med Politiken, at de fører Blæst videre efter Fernanda Rosas exit.
»Vi skal være Blæst. Og vi har en ret god plan«, udtaler Lauge Kjærulf til Politiken om fremtiden uden at blive mere specifik.