Sandheden er, at angst og stress er hverdag, når man arbejder i musikbranchen

I søndags bragte Soundvenue en kommentar om kommercialisering af artister med angst. Her giver Sofie Kock Aukdal, der arbejder for pladeselskabet W.A.S., et andet perspektiv på branchens udfordringer med mentalt helbred.
Sandheden er, at angst og stress er hverdag, når man arbejder i musikbranchen
Billie Eilish er en af de kunstnere, der har sat angst på dagsordenen i musikbranchen. (Foto: Koury Angelo/Getty Images for Apple)

KOMMENTAR. I efteråret 2022 fulgte jeg et band tæt, da stressen ramte. Bandet Blæst var nødt til at aflyse al aktivitet, midt i et karrieremæssigt peak, fordi de fire bandmedlemmer var nødt til at passe på sig selv.

Som en del af deres management-team oplevede jeg situationen indefra og tænkte meget over, hvordan man skulle håndtere situationen udadtil. Hvor ærlig skulle man være om bandets situation? Og hvor meget skulle man lade nysgerrige medier stille spørgsmål?

Så da jeg den anden dag læste Sune Anderbergs kommentar om, hvorvidt musikbranchens øgede fokus på mental trivsel er blevet til en form for ‘angst-washing’, satte det flere tanker i gang.

For helt rigtigt – stress og angst er blevet en uundgåelig del af samtalen om musikbranchen. Vi taler om det på pladeselskaberne, i medierne og med artisterne.

Men er den samtale virkelig allerede kammet over i pengegrisk kynisme? Angst-washer jeg vores artister?

Jeg har nu arbejdet lidt over to år på et musikselskab og har allerede set, hvordan stress og angst er en del af at arbejde professionelt med musik.

Jeg har også set hvor sindssygt sjovt, wholesome og givende det er at arbejde med musik.

Musikbranchen er på den måde et tveægget sværd.

Det er en branche fuld af passion, kærlighed og masser af hjerteblod, men som de fleste kreative brancher er det også en industri, hvor der er rift om pengene, folks opmærksomhed, om pladserne på festivalplakaterne og playlistepladserne på radioen.

Det skaber naturligt nok en ængstelig og stresset virkelighed for de fleste – både for artister og branchemedarbejdere som mig selv.

For artister viser stressen sig i form af tanker som »kommer jeg nogensinde til at kunne betale mine regninger med det her job« eller »hvad hvis jeg ikke kan levere, når det gælder?«

For dem, der arbejder på pladeselskaberne eller som managers, kan angst- og stressfaktorer være den ret så udbredte ‘musikbranchen holder aldrig fri’-mentalitet, eller bekymringer som: »Hvordan kan jeg være der for mine artister og samtidig passe på mig selv«?

I takt med at konkurrencen i musikbranchen vokser (fordi der simpelthen bliver udgivet mere og mere musik), og kravet om evig tilstedeværelse på sociale medier eskalerer, bliver angst og stress mere og mere en realitet, man som branche er nødt til at tage alvorligt.

Jeg synes, at pointerne i Sune Anderbergs kommentar er spændende. Angst er blevet allestedsnærværende i vores samfund og i popkultur, hvor #Sadgirltiktok er en global trend, hvor Billie Eilishs angsty hovedværk ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ gjorde hende til megastjerne, og hvor man i princippet kan tjene store pengesummer på at være en af dem, der er god til at tale om netop angst, stress og depression.

Kapitalisme og sårbarhed i en virkelig bittersød og sindssygt weird cocktail.

Men fra min side af skrivebordet, og i et lidt mindre helikopteragtigt perspektiv, er angst og stress ikke kapital. Det koster. Både økonomisk og personligt.

Mest af alt føles angst og usikkerhed som et vilkår – et ærgerligt vilkår, der altid har eksisteret, men som virker mere tungtvejende lige nu. Måske fordi vi er bedre til at tale om  det, men nok også fordi musikbranchens økosystem har ændret sig.

Stress og angst er først og fremmest virkelighed og hverdag for rigtig mange i musikbranchen.

Derfor tror jeg, det er naturligt, at det fylder i den bredere samtale om musik, og i pladeselskabernes formidling af den musik, de udgiver.

Ikke fordi det er god marketingstrategi – men bare fordi det er sådan, det er.

Selvom den allestedsnærværende samtale om angst og stress i musikbranchen kan føles opstyltet udadtil og i værste fald lyde som tom snak eller selling points, tror jeg de mange personlige fortællinger i mediebilledet er med til at skabe forandring indefra.

Det bliver mere og mere normalt at tale om mentalcoaches til artister. Man planlægger turnéer og forsøger at strukturere artisternes hverdag på en måde, der er bæredygtig. Man stopper udgivelsesforløb, hvis artisten er ved at miste fodfæstet, eller som med Blæst, aflyser koncerter, selvom det kan virke uoverskueligt.

Også blandt branchefolk er der fokus på at skabe bedre arbejdsmiljøer – folk sætter grænser og støtter hinanden i, at mails godt kan vente til i morgen. I hvert fald nogle steder.

Foregår der, som Sune Anderberg skriver, en kommercialisering af angst? Man kan i hvert fald tale om at de to ting smelter underligt sammen i popkulturen lige nu.

Men hvis vi kalder det angst-washing, er jeg bange for at vi bremser den samtale, der endelig er begyndt.

Og det sidste, jeg ønsker, er, at der bliver bremset op nu, hvor musikbranchen endelig begynder at tage sin egen uholdbare virkelighed op til revision.

Sofie Kock Aukdal arbejder som project manager og A&R for musikselskabet W.A.S. Entertainment. Hun har tidligere skrevet for Soundvenue.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af