Skal vi til at tale om angst-washing i musikbranchen?

Alarmerende mange musikere kæmper med angst eller depression. Nu hviler der et ansvar på musikindustrien om ikke at profitere på deres lidelse.
Skal vi til at tale om angst-washing i musikbranchen?
Tobias Rahim. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Ah, det søde liv. Rigdom, berømmelse og alle de fristelser, du nogensinde har drømt om. Årgangsvine, luksusfrokoster, smukke affærer og, nå ja, frit valg på alle hylder mellem uppere, downere og syretrippende svampe.

Livet som intet andet end ren tilfredsstillelse. Er det ikke nogenlunde sådan, vi altid har fået at vide, det var at være popstjerne?

MTV Cribs, Grammy-fester og Instagram-profiler har mejslet budskabet ind i generation efter generation: »Her går det godt, virkelig godt«.

Men det gør det ikke længere, og måske har det aldrig gjort det.

Danske og internationale undersøgelser fra organisationer som MentalVoice og Help Musicians UK har inden for de seneste år vist, at musikere i langt højere grad end resten af os bliver ramt af angst og psykisk sygdom.

To ud af tre fortæller, at de har oplevet panikanfald, og mere end halvdelen har lidt af depression. Alene herhjemme har musikere som Tobias Rahim, Jada og Blæst fortalt om problemer med det mentale helbred, som har ført til aflysninger og sygemeldinger.

Jada. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

Mentale problemer er blevet noget, man taler åbent om i musikbranchen, og gudskelov for det. Det søde liv har altid været en løgn.

Men der er en hårfin balance mellem at sætte problemer til debat og at gøre dem til et selling point. Og her er musikindustrien altså historisk set berømt for at profitere på kunstneres lidelse.

Når pladeselskaber pusher nye udgivelser med budskabet om, at de »bidrager til en vigtig samtale om angst« eller variationer over det tema, ønsker de så reel forandring? Det må man håbe.

Men musikhistorien rummer også eksempler på, at kunstneres mentale problemer er blevet brugt til branding, og der må vi endelig ikke ende igen.

Det er lidt vanskeligt at tale om, men lad os gøre et forsøg. Lad os tale om angst-washing i musikbranchen.

Problematiske prototyper

Så længe nogen kan huske tilbage, har musikindustrien idealiseret psykiske problemer.

Kurt Cobain sang om at svømme væk i antidepressive litiumtåger i 90’erne. Amy Winehouse tog os med på rehab i 00’erne. Og i 10’erne kappedes amerikanske SoundCloud-rappere som Lil Peep og Juice WRLD om at skrive de bedste vers om angstmedicinen Xanax.

Ingen af dem nåede at fylde 30.

Lil Peep til modeuge i Paris, juni 2017. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Faktisk ligner musikhistorien på mange måder ét langt forsøg på at hvidvaske psykisk overbelastning.

Tænk på den århundredgamle arketype over dem alle, det lidende geni. En excentrisk sjæl, der kæmper en livslang kamp mod vanviddet – og som regel taber.

Med en smart manøvre fandt man efterhånden på at vende logikken om: Hvis man opførte sig vanvittigt, var man jo nok genial. Klip til Ozzy Osbourne, der bider hovedet af en flagermus, eller Azealia Banks, der i en Instagram-video graver sin døde kat op og koger den.

Madman-idealet fik følgeskab af andre prototyper, der gjorde psykisk lidelse til et selling point: Den depressive emo, den selvskadende goth, den asociale punker – fortsæt selv listen op til Xanax-rappere og angstramte popstjerner.

Problemer med det mentale helbred er ikke nyt for musikbranchen. Men i stedet for at gøre noget ved problemerne forvandlede pladeselskaber og managements gennem årtier dem til brandingværdi.

Skulle det ændre sig nu?

Når kunstnere græder

Tobias Rahim er langtfra den eneste, der i disse år deler ud af sine erfaringer med angst.

Billboard udgav sidste år en oversigt over musikere, der har fortalt om emnet, og den dækker alt fra Ed Sheeran og Billie Eilish til Bruce Springsteen.

At tendensen spænder vidt, ses også herhjemme, hvor blandt andre Prisma, Fallulah og Ida Laurberg har åbnet op om problemet, som de ifølge undersøgelser altså har til fælles med størstedelen af deres kolleger.

Og endda har til fælles med en stigende del af ungdommen, hvor 40 procent af 19-årige kvinder efter eget udsagn har haft en psykisk lidelse.

Det er på alle måder beundringsværdigt, at vores største popstjerner sætter fokus på så alvorlige problemer.

Men så er det også vigtigt, at musikindustrien er parat til at sætte handling bag kunstnernes ord. Den har jo alt andet lige brugt årtier på at spinde guld på deres mistrivsel og hvidvaske problemerne med angst og depression.

Bevisbyrden for, at reel forandring er på vej, ligger hos industrien.

Angst som selling point

Da Vice skrev om emnet for seks år siden, søgte magasinets journalist i sin indbakke efter kombinationen »pressemeddelelse« og »depression« eller »angst«. Resultatet var slående: Mere end 50 sider med hits. I én mailboks.

Redaktører og anmeldere svømmer med andre ord i pladeselskabers forsøg på at sælge nye udgivelser på, at de handler om psykiske udfordringer.

Angst er blevet en form for kapital.

Der kommer et tidspunkt, hvor det ikke længere er nok at »ville starte en samtale«. Især hvis man har musikindustriens blakkede ry i bagagen.

For paradokset består: Jo mere kunstnere som Tobias Rahim modigt stiller sig frem og blotter deres problemer med angst, desto større værdi får angst som selling point. Den angstramte kunstner er blevet en ny prototype.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er en klassisk catch-22, som man kun kommer ud af, når pladeselskaber, managements og resten af branchen begynder at fremlægge konkrete planer for grundlæggende forandringer af det, der bogstaveligt talt er en syg branche.

Og her er det altså ikke nok at tilknytte en mentalcoach, er jeg bange for.

Spørgsmålet er, om den musikindustri, der i praksis profiterer på det nye ideal om den angstramte kunstner, vil føle trang til endelig at gøre op med problemerne. Eller om man vil gøre, som man altid har gjort: dyrke – og malke – den lidende kunstner.

Artiklen er blevet opdateret den 13. marts for at understrege, at den ikke er en anklage mod specifikke aktuelle artister eller pladeselskaber, men en påmindelse om at musikbranchen har et ansvar for ikke at kommercialisere mentale lidelser.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af