Vi har fået to (!) album fra The Smile i år, men fans sukker stadig efter ny musik fra Thom Yorke og Jonny Greenwoods gamle band, Radiohead.
Det er imidlertid ikke noget, Yorke går og bekymrer sig om, forklarer han i et eksklusivt interview med den australske radiostation Double J. Faktisk går han så vidt som til at sige, at han »ikke giver en flyvende fuck«.
»No offence til nogen og øh, tak for at gå op i det. Men jeg synes, vi har gjort os fortjent til at gøre det, der giver mening for os uden at skulle forklare os selv og uden at skulle stå til ansvar for andres historiske idéer om, hvad vi burde gøre«, udtaler frontmanden og fortsætter:
»Jeg synes ikke, vi behøver at leve op til noget. Det føles som et ikke-problem. Vi er i den her priviligerede position, hvor vi stadig kan lave musik på grund af Radiohead, så ingen klager«.
Mens vi skal helt tilbage til ‘A Moon Shaped Pool’ fra 2016 for at finde Radioheads seneste album, har The Smile – der udover Yorke og Greewood også tæller Sons of Kemet-trommeslageren Tom Skinner – udgivet hele tre album siden 2022.
Først gjaldt det debuten ‘A Light for Attracting Attention’, og i år har trioen altså sluppet både albummene ‘Wall of Eyes’ og senest ‘Cutouts’, der ifølge Soundvenues anmelder for alvor slog fast, at de er mere end et sideprojekt.