Syd For Solen annoncerer Queens of the Stone Age til næste års festival

Syd For Solen annoncerer Queens of the Stone Age til næste års festival
Queens of the Stone Age. (Foto: Andreas Neumann)

Tidligere på ugen annoncerede Syd For Solen deres første hovednavn til 2025 i form af popstjernen Chappell Roan. Det var noget af et scoop.

Nu har den københavnske festival offentliggjort endnu et stort navn til næste års program. Denne gang i kategorien rock.

I 2025 får Syd For Solen besøg af Queens of the Stone Age. De amerikanske veteraner aflyste et besøg på festivalen i 2024, da frontmand Josh Homme skulle akut opereres. Nu vender bandet altså snuden mod Søndermarken næste år i stedet.

Josh Homme og co. gæstede senest Danmark i 2023, hvor de spillede en stærk koncert på Roskilde Festival, der blandt andet inkluderede sekvenser, som Soundvenues anmelder beskrev som »en perfekt eksekveret masterclass i ørkenrock, som Queens of the Stone Age er spydspidser for«.

Queens of the Stone Age spiller på Syd For Solen lørdag den 9. august, som bliver en hel festivaldag i guitarrockens tegn. Tidligere har navne som Jack White, The War on Drugs, The National og Iggy Pop spillet på festivalens rockdag.

Syd For Solen 2025 finder sted fra den 7.-9. august i Valbyparken i København. Billetsalget starter den 3. december klokken 10.00. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af