Queens of the Stone Age har meldt afbud til Syd For Solen, oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Tidligere på måneden aflyste bandet otte shows på deres europaturné, fordi frontmand Josh Homme skulle gennemgå en akut operation. Dengang var det planen, at bandet ville genoptage turnéen i tide til Syd For Solen, men nu har de aflyst samtlige koncerter i august grundet sygdom.
Festivalen er imidlertid allerede klar med en erstatning i form af Jack White, som altså overtager pladsen i det rockede lørdagsprogram 10. august, der desuden tæller navne som Air, Big Thief, The Kills og Viagra Boys.
»Vi håber på at kunne byde Queens of the Stone Age velkommen i København en anden gang og glæder os den grad til at præsentere Jack White for Syd For Solens rockglade lørdagspublikum«, lyder det fra festivalen.
Det er ikke første gang, den tidligere The White Stripes-frontmand kommer en dansk festival til undsætning. I 2014 erstattede han Drake på Roskilde Festival, da rapperen aflyste med blot få dages varsel.
Syd For Solen 2024 finder sted fra 8.-10. august i Valbyparken.