Football-spilleren Travis Kelce blev pludselig verdenskendt blandt helt andre målgrupper end garvede sportsfans, da det i 2023 kom frem, at han datede Taylor Swift.
Et oplagt spørgsmål – i hvert fald fra Swifties – kunne nu være, hvilke sange af kæresten, der er hans favoritter. Det svarer han ifølge Entertainment Weekly selv på i podcasten ‘New Heights’, som han laver sammen med sin storebror Jason Kalce, der også tidligere har gjort sig som football-spiller.
»Altså, ‘Blank Space’ er en sang, som jeg altid vil lytte til for evigt. Den er bare helt utrolig, alt ved den«, siger Travis Kelce først i podcasten om ‘1989’-nummeret.
»Jeg vil nævne et par nye. ‘Death By a Thousand Cuts’ er en, som jeg har lært at fuldstændigt elske. Jeg har set Tays NPR, hendes Tiny Desk, hvor hun spillede den, og det var der, jeg forelskede mig i den«, forstætter Kelce med reference til Swifts optræden i NPR’s kendte format Tiny Desk Concert.
Han stopper ikke der. Travis Kelce fortsætter med at namedroppe yderligere tre sange: ‘The Alchemy’ og ‘So High School’ fra Swifts nyeste album ‘The Tortured Poets Department’ samt ‘Cowboy Like Me’ fra ‘Evermore’-albummet.
Siden han begyndte at danne par med popstjernen, har Kelce grebet chancen for at prøve nye jobmuligheder af. Udover tjansen med ovennævnte podcast er han også sprunget ud som gameshow-vært og som skuespiller i en ny Ryan Murphy-serie og i en actionfilm produceret af instruktøren bag ‘John Wick’.