For et par måneder siden kom det frem, at Travis Kelce ville kaste sig ud i skuespilgerningen, og i den kommende Ryan Murphy-serie ’Grotesquerie’, hvis første trailer udkom i sidste uge, får NFL-superstjernen sin debut.
Og allerede nu ser Kelces spillefilmdebut også ud til at være på vej. The InSneider meddeler nemlig, at Lionsgate er ved at udvikle en actionkomedie under titlen ’Loose Cannons’, hvor den 34-årige Super Bowl-vinder skal spille hovedrollen.
Chad Stahelski, som står bag ’John Wick’-filmene, skal producere filmen sammen med Jason Spitz og Alex Young, mens Timothy Dowling (’Pixels’ og ’This Means War’) står bag manuskriptet.
Foruden sit skuespil har Kelce – i visse kredse bedst kendt som Taylor Swifts kæreste – desuden været executive producer på den mørke komedie ’My Dead Friend Zoe’, som udkom tidligere på året. Kelce har ikke lagt skjul på sine ambitioner i Hollywood og har sagt, at han drømmer om at gå i fodsporene på Dwayne ’The Rock’ Johnson.
Det vides endnu ikke, hvad plottet går ud på i ’Loose Cannons’, men man kan nok forvente, at der går lidt tid, før produktionen begynder at optage. Kelce skal nemlig snart på banen med Kansas City Chiefs i den kommende NFL-sæson, der skydes i gang om få uger.
I mellemtiden er Kelce altså aktuel i ’Grotesquerie’, som udkommer på FX i USA 25. september, mens den efterfølgende danske premiere på Disney+ ikke er offentliggjort endnu.