Sagsøger indrømmer fejl i voldtægtsanklage mod Jay-Z. Rapperen siger, at »ægte retfærdighed er på vej«

Sagsøger indrømmer fejl i voldtægtsanklage mod Jay-Z. Rapperen siger, at »ægte retfærdighed er på vej«
Jay-Z. (Foto: Timothy Nwachukwu/Getty Images)

For snart en uge siden gik det verden rundt, at Jay-Z var blevet sagsøgt af en anonym kvinde, som anklagede ham for, sammen med Diddy, at have voldtaget hende til en fest i 2000, da hun var 13 år.

Jay-Z har kategorisk afvist anklagen – og er gået til modangreb på sagsøgers advokat, Tony Buzbee, som han anklager for afpresning. Han kræver desuden, at kvinden står frem med sin identitet.

Nu er der nyt i sagen. Den fortsat anonyme kvinde har givet et interview til NBC News, hvor hun indrømmer, at hendes anklage kom med flere fejl i genfortællingen af den 24 år gamle hændelse. Det skriver The Wrap.

For eksempel skrev hun i søgsmålet, at hendes far hentede hende fra festen i 2000, efter Jay-Z og Diddy angiveligt havde voldtaget hende, men faren husker ikke at have gjort det. Kvinden fastholder dog, at anklagerne generelt set er sandfærdige trods nogle unøjagtigheder.

Jay-Z’s advokater har efter NBC-interviewet søgt om at få sagsanlægget afvist på baggrund. »Basale fakta i hendes fortælling – hvem, hvad, hvornår og hvor – er forkerte«, står der ifølge The Wrap i indgivelsen.

Rapstjernen har også i en udtalelse til The Wrap kommenteret udviklingen, som, han mener, er bevis på, at kvindens advokat Tony Buzbee handler løgnagtigt og grådigt.

»Dagens undersøgende rapport beviser, at denne ‘advokat’ Buzbee indgav en falsk klage mod mig i jagten på penge og berømmelse«, siger rapperen.

»Denne hændelse fandt ikke sted, og alligevel indgav han sagen i retten og gentog påstandene i pressen. Ægte retfærdighed er på vej. Vi kæmper FRA sejr, ikke FOR sejr. Dette var afgjort, før det begyndte«.

Tony Buzbee repræsenterer mere end 120 personer, der sagsøger Diddy for blandt andet overgreb. Anklagen mod Jay-Z er inkluderet i en opdateret udgave af et søgsmål, der oprindeligt blev indgivet i oktober, og tidligere kun var rettet mod Diddy.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af