‘Vicious Creature’: Lauren Mayberry har oplevet sexisme og cyberbullying. Dette album er hendes modsvar
»Lauren Mayberry er en stjerne – hun burde få lov til at stråle«. Sådan lød det i Soundvenues anmeldelse af Chvrches’ andet album, ‘Every Open Eye’, i 2015.
Nu solodebuterer Chvrches’ forsanger og altoverskyggende frontperson et lille årti senere med albummet ‘Vicious Creature’. Ikke fordi gruppen er gået i opløsning – den skotske synthpoptrio, der især hittede midt i 2010’erne, er blot sat på pause.
Den karismatiske sanger har mere på hjerte end nogensinde. Lad dig ikke narre af hendes glasklare stemme, for tekstuniverset er mere bidsk og aggressivt end tidligere.
Kender man hendes forhistorie, er det ikke nogen stor overraskelse. Lauren Mayberry har altid været politisk aktiv, især omkring kvinders rettigheder og misogyni i musikindustrien. Derfor føles det som en nødvendighed, at hendes rebelske stemme nu for alvor mærkes i hendes musikalske output.
»Wash your mouth out, and speak only when spoken to«, synger hun på ‘Shame’. Men hun har netop ikke tænkt sig at holde tonen ren og blot svare pænt tilbage, når hun bliver talt til.
‘Vicious Creature’ føles mange steder som en klar fuckfinger til de uretfærdigheder, hun har oplevet som kvinde i musikbranchen, der blandt andet tæller sexistiske tilråb til koncerter og cyberbullying.
Det er netop i oprørets vildskab, at albummet fungerer bedst.
Tag bare energiudladningen ‘Sorry, Etc.’, der rammer med breakbeat-punk og linjer som »I killed myself to be one of the boys« og »sold my soul to be one of the boys«. Her mærker man, at albumtitlens ‘Vicious Creature’ findes i den 37-årige sanger.
»It’s your game, now you’re mad that I learned the rules«, synger hun på ‘Change Shapes’, der ellers umiddelbart lyder som light-udgaven af Selena Gomez-hittet ‘Bad Liar’, men som reddes af tekstens affekt.
Mærkeligt nok spøger ‘Bad Liar’ også på ‘Punch Drunk’, indtil man pludselig overvældes af et larme-inferno og wobble-bass. Bæstet slippes løs, og forløsningen sætter sig i kroppen.
Det er den slags musikalske chancer, som får albummet til at løfte sig.
På visse dele af albummet savner man dog, at oprøret suppleres med større musikalsk legesyge. Lauren Mayberry kender sine referencer lidt for godt, og inspirationskilderne hjemsøger skiftevis albummets 12 numre.
Lily Allen spøger på den fjerlette ‘A Work of Fiction’, Florence + the Machine i det storladne omkvæd på ‘Sunday Best’, The Ting Tings og Gossip i den bombastiske ‘Shame’.
De mange eksempler peger alle tilbage på britisk alternativ pop fra slut-00’ere, og Lauren Mayberrys hyldest af sine idoler fra den periode vil skabe et øjeblikkeligt tilhørsforhold for millennials.
Det har nostalgisk slagkraft på en måde, der føles som en gymnasiereunion, hvor du nyder at danse til dine gamle festfavoritter. Men du ved også, at du ikke bliver overrasket.
Popmusik behøver måske ikke altid at overraske. Men når teksterne er så oprørske, er det svært ikke at ønske sig, at det musikalske udtryk fulgte mere efter.
Hvis Lauren Mayberry fremover tør være mere fandenivoldsk og åbne mere op for det musikalske kaos, er det her starten på en spændende solokarriere.
Hun skal bare slippe albumtitlens vicious creature fri noget oftere.
Kort sagt:
Chvrches-forsanger Lauren Mayberrys rebelske solodebut fungerer bedst, når hun tager chancer og tør at klippe navlestrengen til sine inspirationskilder.