Bruce Springsteen hylder Jeremy Allen White i ny biopic: »Han synger rigtigt godt«

Bruce Springsteen hylder Jeremy Allen White i ny biopic: »Han synger rigtigt godt«
Første officielle billede af Jeremy Allen White som Bruce Springsteen i 'Deliver Me From Nowhere'. (Foto: Gotham Group)

I år er det Bruce Springsteens tur til at få sin egen biopic. ‘Deliver Me From Nowhere’ er titlen på den kommende film, som har ‘The Bear’-stjernen Jeremy Allen White i hovedrollen som The Boss.

Springsteen har kun rosende ord til skuespilleren, som han har overværet i aktion, skriver Deadline.

»Jeremy er sådan en fantastisk skuespiller, at man bare falder lige ind i det. Han har en fortolkning af mig, som jeg tror, fans vil genkende dybt. Han har virkelig gjort et fremragende stykke arbejde, så jeg har haft meget sjov med at være på settet, når jeg har tid til det«.

Ligesom Timothée Chalamet i Bob Dylan-filmen ‘A Complete Unknown’ synger Jeremy Allen White også selv hovedpersonens sange.

»Han synger godt, han synger rigtigt godt«, lyder vurderingen fra Springsteen, som også roser medskuespillerne Jeremy Strong og Odessa Young. »De har castet filmen så smukt, så det er meget spændende«.

‘Deliver Me From Nowhere’ er baseret på Warren Zanes bog af samme navn og følger musikeren i tilblivelsen af albummet ‘Nebraska’ fra 1982.

Filmen instrueres af Scott Cooper, der blandt andet har ‘Black Mass’ og ‘Out of the Furnace’ på cv’et. Han var senest aktuel med Netflix-filmen ‘The Pale Blue Eye’.

En premieredato er endnu ikke på plads.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af