Marilyn Manson går fri i sag om overgreb – Evan Rachel Wood udtaler sig

Marilyn Manson går fri i sag om overgreb – Evan Rachel Wood udtaler sig
Marilyn Manson. (Foto: Kurt Krieger - Corbis/Corbis via Getty Images)

I fire år har Marilyn Manson været under efterforskning på baggrund af en række kvinders anklager om seksuelle overgreb og vold i hjemmet. Nu står det imidlertid klart, at Manson går fri af anklagerne, skriver Pitchfork.

Sagen blev påbegyndt i 2021 af statsanklager Nathan J. Hochman ved retten i Los Angeles. Hochman forklarer i en pressemeddelelse, hvorfor Manson ikke bliver sigtet.

»Vi har fastslået, at anklager om vold i hjemmet falder uden for forældelsesfristen, og vi kan ikke bevise anklager om seksuelle overgreb ud over enhver rimelig tvivl«, udtaler statsanklageren.

»Vi anerkender og værdsætter modet og styrken hos de kvinder, der trådte frem for at anmelde og dele deres oplevelser, og vi takker dem for deres samarbejde og tålmodighed under efterforskningen. Selvom vi ikke er i stand til at rejse tiltale i denne sag, anerkender vi, at kvindernes stærke engagement har bidraget til øget opmærksomhed på de udfordringer, som overlevende efter vold i hjemmet og seksuelle overgreb står over for«.

Ifølge Pitchfork er Manson »tilfreds« med udfaldet.

Evan Rachel Wood, en af de mest fremtrædende stemmer blandt de mange overgrebsanklager mod Manson, har kommenteret afgørelsen i et opslag på Instagram, skriver Complex.

»Beviser for voldelige forbrydelser bør ikke have en udløbsdato. Jeg er taknemmelig for det arbejde, som politiet har udført, og jeg er uendeligt stolt af alle de overlevende, der risikerede alt for at beskytte andre ved at fortælle sandheden«, skriver skuespilleren, der var kærester og kortvarigt forlovet med Manson i perioden 2007 til 2010, hvor han angiveligt groomede, hjernevaskede og voldtog hende.

Hun fortæller desuden, at hun fik at vide af myndighederne, at »der var overbevisende beviser til at støtte vores påstande, men at forældelsesfristen forhindrer mange af disse forbrydelser i at blive retsforfulgt«.

Wood understreger vigtigheden af en ny lov, den såkaldte Phoenix Act, som blev indført i 2020 i Californien. Loven forlænger forældelsesfristen i sager om vold i hjemmet fra tre til fem år. Dog gælder den ikke sager, der skete før 2020.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af