Lily Allen og David Harbour er angiveligt gået fra hinanden: »Hendes ægteskab smuldrer«

Lily Allen og David Harbour er angiveligt gået fra hinanden: »Hendes ægteskab smuldrer«
Lily Allen og David Harbour i 2022. (Foto: Matt Winkelmeyer/MG22/Getty Images for The Met Museum/Vogue)

Lily Allen og ‘Stranger Things’-skuespilleren David Harbour skal skilles efter fire års ægteskab. Det fortæller flere anonyme kilder, som People har talt med.

»Hendes ægteskab smuldrer, og de er gået fra hinanden«, lyder det blandt andet. Allen og Harbour har endnu ikke selv bekræftet nyheden.

Den formodede skilsmisse kommer efter en turbulent periode for den britiske popstjerne.

For få uger siden annoncerede Allen, at hun ville tage en pause fra sin faste rolle som vært på den yderst populære, ugentlige BBC-podcast ‘Miss Me?’ for at passe på sit mentale helbred.

»Jeg er ikke et godt sted«, fortalte hun og fortsatte: »Jeg ved, at jeg har talt om det i flere måneder, men det er kommet ud af kontrol«. Det skriver NME.

Tilbage i december meddelte Allen i et afsnit af podcasten, at hun »ikke spiste« og ikke havde det godt »rent mentalt«, ligesom at hun satte ord på en mangeårig kamp med ADHD og et tidligere misbrug af alkohol og stoffer.

Hun har dog nægtet, at hendes midlertidige pause fra podcasten skyldes et tilbagefald.

Ved årskiftet fortalte Allen desuden, at hun planlagde at udgive et nyt album i 2025. Der er i hvert fald nok at skrive om for musikeren, der er kendt for sine selvudleverende og ærlige sange.

Allens seneste album, ‘No Shame’, udkom i 2018.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af