Holdo ‘Lost’
Holdo er måske allerbedst, når han på Fred Again-klingende vis sampler andre danske musikeres vokaler og sætter dem i nye, klubbede omgivelser. Denne gang er det Chinahs ‘Ideal’, der bliver taget under behandling over for en kærligt prikkende synthlyd, der næsten lyder som en morsekode. Måske er Chinah-samples bare en sikker vej til stærke klubbangers?
Vilma Crow ‘Guard Dog’
Roskilde Festival- og Spot Festival-aktuelle Vilma Crow en af de mest lovende nye artister i dansk indierock. På den hårrejsende andensingle ‘Guard Dog’ blotter hun sig forsigtigt over en akustisk guitar, før et bragende angstskrig af et klimaks sender kuldegysninger ned af rygraden.
Miley Cyrus ‘Something Beautiful’
Det vakte meget opsigt, da Miley Cyrus annoncerede, at hendes næste album, ‘Something Beautiful’, ville være inspireret af Pink Floyds ‘The Wall’. Det vakte endnu mere opsigt, da vi hørte titelnummeret, og der for alvor gik psychrock i den uden skyggen af hitlisteskabelon. Det lyder næsten som noget fra Cyrus’ udskældte ‘Dead Petz’-plade. Albummet udkommer 30. maj.
Zar Paulo ‘Telefonperson’
Satire over telefonforbrug bliver tit kynisk og gammelmandsgnavent. Men når Zar Paulo ifører sig The 1975-klæder på deres første nye single i to år, er det både catchy og kærligt – og helvedes charmerende, når Emil Vammen rablende synger »nej« og udtaler hver stavelse i »te-le-kom-mu-ni-ka-ti-on«.
Car Seat Headrest ‘CCF (I’m Gonna Stay With You)’
2. maj vender de amerikanske indierock-darlings Car Seat Headrest tilbage efter fem års pause, og det sker med en narrativt kompleks rockopera ved navn ‘The Scholars’. Første lyd derfra var en 10 minutter lang rutsjebanetur, men Will Toledo begrænser sig til otte minutter på denne nye heartland-psykedelia-powerpop-odysse. Dyrk lige de kontramelodier mod slutningen!
Black Country, New Road ‘Nancy Tries to Take the Night’
Det burde ikke være muligt at overleve en frontpersons exit, når vi har at gøre med en så dygtig og karismatisk én af slagsen som Isaac Wood. Black Country, New Roads nye album, ‘Forever Howlong’, er derfor et mirakel, der leder tankerne hen mod dengang, Joy Division lykkedes med at blive til New Order. Særligt er samspillet mellem saxofonist Lewis Evans og trommeslager Charlie Wayne skarpt på ‘Nancy Tries to Take the Night’.
Niah Steiner ‘Rebecca’
Det er kun få måneder siden, dansk-italienske Niah Steiner udgav debutalbummet ‘Tangled in Blue’, men allerede nu er hun klar med endnu et stykke længselsfuld, alternativ pop. R’n’b-klingende vokaler møder en catchy keyboardfigur, der senere bliver gentaget af korvokalerne – og er det bare os, eller er der lidt ‘In Bloom’ af Nirvana over den melodi?
Lilli ‘Run’
Danske Lilli har i nogle år kørt en sidegesjæft som popmusiker, men i 2024 valgte hun at fokusere på poppen i højere grad end tidligere. Det kulminerer denne uge med debut-ep’en ‘Hang the DJ’, hvor særligt ‘Run’ med sine tætpakkede synths og hektiske trommer er et spændende track.
The Marías ‘Back to Me’
María Zardoyas band The Marías har de seneste par år udviklet sig til habile hitmagere, der har gæstet sange af kæmpenavne som Bad Bunny og senest Selena Gomez og Benny Blanco. Blanco gengælder tjenesten og agerer co-sangskriver på denne bittersøde dreampop-sang om et breakup.
Wicky ‘Pelle Pelle’
Det danske hiphophåb Wickys tågede newjazz kan i den kommende tid opleves på både Roskilde Festival, Spot Festival og Soundvenues Distortion-scene, og denne uge er han aktuel med ep’en ‘SAB til verden’. Især nummeret ‘Pelle Pelle’ er en af den slags ørehængere, der nægter at forlade hovedet, når man først har hørt hooket én gang.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: