‘I Said I Love You First’: Selena Gomez og Benny Blanco har lavet musikkens svar på en revenge dress
Der er Sonny og Cher. Jay-Z og Beyoncé. Bob Dylan og Joan Baez. PJ Harvey og Nick Cave. Og nu er der også Selena Gomez og Benny Blanco. De to A-liste-kendisser offentliggjorde deres forlovelse i december, og nu er deres første album som forlovede og musikalsk duo landet.
Album af kærestepar kan have to udfald. Enten finder man som lytter popcornene frem og nyder at blive hevet med ind i privaten. Eller også sidder man med en lidt kvalm fornemmelse og får lyst til at råbe »GET A ROOM«.
Indrømmet: Jeg havde indstillet mig på, at dette album ville falde i get a room-kategorien. For ærligt talt kan det være ret belastende at blive indlemmet i nyforelskede pars ekstremt interne kærlighedsboble, og med titlen ‘I Said I Love You First’ virkede Selena Gomez og Benny Blancos fællesalbum som netop dét. En intern kærlighedsboble.
Men sagen er faktisk en anden. For egentlig handler albummet relativt lidt om Gomez og Blancos forhold og langt mere om alle de forliste romancer, Gomez har måttet gå igennem for at lande i forlovelsen med Blanco.
At han er manden ved producerknapperne, der er med til at fortælle historien om Gomez’ tidligere forhold, cementerer styrken af deres relation og gør albummet til en musikalsk revenge dress.
Stikpillerne til ekserne sidder løst på ‘How Does It Feel to Be Forgotten’, og den The Weekends ‘Save Your Tears’-pastichede ‘Don’t Wanna Cry’ bliver kun endnu mere spydig af, at Gomez’ forlovede har lavet produktionen. Omvendt er der stadig plads til masser af nyforelsket energi i form af den Addison Rae-klingende ‘Cowboy’ og den kække ‘Sunset Boulevard’.
Men selvom narrativet på ‘I Said I Love You First’ er sjovt, er albummet rent musikalsk det mest usammenhængende, jeg længe har hørt.
Selena Gomez musikkarriere har altid båret lidt præg af samme problematik. Hun har mange glimrende singler bag sig, eksempelvis den geniale ‘Bad Liar’ eller den underspillede ‘Hands to Myself’, men hun har aldrig rigtig haft en særlig lyd eller retning.
Det gælder måske også til dels Blanco, hvis producer-karriere har været omkring alt fra Katy Perry til Kanye og FKA Twigs, og resultatet af deres musikaliteter er derfor også et sammensurium af stilarter, trends og udtryk.
Nogen ville kalde det legesygt og eksperimenterende, men for mig føles det som om, albummet mangler intention.
‘Bluest Flame’ er et ekko af brat-æraen (Charli XCX er da også krediteret som sangskriver), ‘Ojos Tristes’ byder på støvet bossanova, ‘I Can’t Get Enough’ er reggaeton med J Balvin på visit, og så er der dømt synthpop på ‘Call Me When You Break Up’ med Gracie Abrams.
Alle er udmærkede sange, men hvad de laver på samme album, er lidt et mysterium. Som lytter sidder man med fornemmelsen af, at der ikke rigtig er nogen god forklaring – udover at de to turtelduer bare syntes, det kunne være sjovt at lave noget musik sammen.
Og fred være med det. De har fundet en skøn par-aktivitet. Men et formfuldendt musikprojekt er det ikke endnu.
Kort sagt:
Selena Gomez og Benny Blancos første album som duo rummer både spydige stikpiller til ekserne og nuttede, nyforelskede øjeblikke. Men det er en musikalsk rodebutik, der mangler retning og intention.