ANBEFALING. Det er ved at være et år siden, at snart sagt halvdelen af jordens befolkning forenede sig under den neongrønne fane i en ekstatisk massepsykose kaldet ‘Brat Summer’.
For en stund var det helt legitimt at bruge sine søvnløse sommernætter på at kæderyge Marlboro Lights iført hvid tanktop, tre dage gammel øjenmakeup og en Von Dutch-kasket, at omtale ting som »so Julia«, at flirte med idéen om at udvikle et chikt kokainmisbrug – »should we do a little key?« – og generelt opføre sig ulideligt selvoptaget og forkælet. Gode tider.
Nogle år før Charli XCX’s allerede ikoniske møgungesommer lykkedes Megan Thee Stallion og Nicki Minaj med at udråbe sommeren 2019 til en ’Hot Girl Summer’. Et imponerende kraftfuldt dødsstød til den konservative seksualmoral, der primært gik ud på så ofte som muligt at være så nøgen som muligt sammen med så mange som muligt. Også gode tider.
Nu har piben dog fået en anden lyd. I hvert fald hvis det står til Kind Mod Kind, der nu erklærer, at årets sommer i højere og højere grad begynder at ligne en ’Sad Boy Summer’.
Melankolien bag letheden
’Sad Boy Summer’, som Soundvenue har premiere på i dag, er titlen på den danske popkvintets første single siden sidste års succesfulde debutalbum ’</3’, hvis ikke vi medregner deres bidrag til ‘Kontra’-soundtracket.
»Jeg tror, det bliver en sad boy summer / Tårerne de triller, hver gang jeg tænker på dig / Camouflerer mine følelser indtil natten slutter / Uh, jeg står herude igen«, lyder sangens omkvæd, der maskerer en dyb smerte bag dansable elektrorytmer og syntetiske keyboard- og vokalfragmenter, der hakker som stroboskoplys på et mørkt dansegulv.
Eller som Kind Mod Kind selv formulerer det i en pressemeddelelse:
»Den sprudlende energi i sangen står i skarp kontrast til den indre uro i sangskrivningen, og det skaber ligesom en oplevelse af at være fanget mellem at ville leve livet fuldt ud og samtidig være i krig med sig selv. Men der er noget virkelig fedt i bare at dyrke det at være ked af det, selvom det er godt vejr, og højt humør pludselig føles obligatorisk«.
’Sad Boy Summer’ er en ode til den smertefulde melankoli, der ligger på lur bag sommerens solbeskinnede og sødmefulde lethed. Og en hymne til alle dem, der er ude af stand til at give sig hen til den euforiske eskapisme, men som står på sidelinjen med et knust hjerte, mens alle de andre de andre lader til at leve deres bedste liv.
Det er den melankoli, som Lana Del Rey før har sat ord på med ’Summertime Sadness’, og som Robyn indkapslede på den udødelige ’Dancing on My Own’.
Risikoen for skuffelse
Som en slags ironisk indkapsling af den eufori, som sangens jeg-fortæller ellers har givet op på at finde frem til, kulminerer ’Sad Boy Summer’ i et episk trance-inspireret drop.
Droppet bliver en slags kalejdoskopisk, klubbet kaos, som omgiver og – i stigende grad – overvælder Julius Amdisens stemme, en skrøbelig falset, der i momenter lyder som om, den er på randen af tårer.
Og så lyder det – altså droppet – som en slags musikalsk destillation af forventningen om sommeren, som den burde være, og fremstår på den måde – som forventninger altid gør – hjemsøgt af den smertefulde risiko for dyb skuffelse.
Når droppet rammer, bliver jeg mindet om Charli XCX’s fem år gamle ’Party 4 You’, der efter pludselig TikTok-viralitet lader til at blive en af sommerens største sange, og som netop handler om tårnhøje forventninger, der kulminerer i afgrundsdyb skuffelse, når ens udkårne ikke dukker op til den fest, man arrangerede udelukkende i håb om, at de ville komme.
Det er sigende, at det er dén sang, der pludselig bliver et sommerhit året efter, at vi alle sammen kompulsivt dyrkede festen som et hedonistisk frigørelsesritual. Det tyder på, at Kind Mod Kind med ’Sad Boy Summer’ ikke blot har lavet en fremragende popsang, men at de også har opfanget en stemning i tiden:
‘Brat Summer’ er so last year. Det er de triste drenges sommer i år.
‘Sad Boy Summer’ udkommer officielt på streaming på fredag den 30. maj.