Hvilket The Weeknd-album er det bedste? Det spørgsmål skulle netop The Weeknd svare på tidligere på måneden, da han og Jenna Ortega medvirkede i et videointerview med Complex.
Musikeren og Ortega var samlet for at promovere deres nye film ‘Hurry Up Tomorrow’, der fungerer som en audiovisuel følgesvend til The Weeknds seneste og muligvis (ikke) sidste album af samme navn.
Som en del af interviewkonceptet ‘GOAT Talk’ faldt snakken på The Weeknds bedste plade nogensinde, og ingen af dem nævnte hans nyeste af slagsen.
»Jeg kan faktisk virkelig godt lide ‘Dawn FM’. Jeg tror bare, det var interessant for mig. Jeg synes, Jim Carrey er genial hele vejen igennem«, indledte Ortega med at sige med reference til Carreys rolle som gennemgående radiovært.
»Det er bare en anderledes lyd, og det har jeg stor respekt for. Jeg føler, at du gik i en helt ny retning med din musik, så jeg tror, det er derfor, den skiller sig ud for mig – det unikke ved den«.
Herefter udpegede The Weeknd selv ‘My Dear Melancholy’ fra 2018, selvom det egentlig er en ep med seks sange.
»Min favorit er ‘My Dear Melancholy’. Jeg ved ikke, om det er et album, men det er den«, siger The Weeknd om breakup-ep’en, der udkom to år efter succespladen ‘Starboy’.
»Jeg sagde det, jeg havde på hjerte, der var ingen fyld, og jeg lavede det virkelig hurtigt. Det var meget forløsende og i en flydende tilstand, og jeg udgav det bare. Jeg ved ikke … jeg har aldrig rigtigt været i stand til at gøre det igen«.
Da Soundvenue tidligere i år rangerede alle The Weeknds udgivelser fra værst til bedst, måtte ‘My Dear Melancholy’ nøjes med en niendeplads ud af 10. Som nummer et lå debutmixtapet ‘House of Balloons’ fra 2011.