‘Hurry Up Tomorrow’: Selv Jenna Ortega og Barry Keoghan drukner i The Weeknd-sovs i tåkrummende ny film
Oven på hans latterliggjorte rolle i HBO’s fiasko ‘The Idol’ har mange både været spændte og gruet en smule for, hvad der ventede i The Weeknds nye film ‘Hurry Up Tomorrow’, opkaldt efter musikerens seneste album, som måske/måske ikke er hans sidste under det berømte alias.
Og allerede i filmens første minut, hvor The Weeknd aka. Abel Tesfaye kigger sig selv intenst i spejlet, mens han laver fjollede stemmeøvelser, får man et forvarsel om, hvad der venter.
Popstjernen spiller en mildt sagt melodramatisk version af sig selv, der er begyndt at døje med stemmeproblemer på sin verdensturné. Lægens imponerende analyse lyder på, at Abel bør hvile stemmen, hvis den skal blive bedre, men det har hans cokevrag af en manager Lee (Barry Keoghan) ikke meget tilovers for.
Med et tumultarisk breakup oveni bliver det hele simpelthen for meget at overskue for stakkels Abel, som beder om at få et stort show aflyst, få øjeblikke inden han skal optræde. Med corny oneliners og en masse coke får Lee ham dog overtalt til at indtage scenen alligevel, hvor stemmen så går i stykker under første sang, og showet afbrydes.
Midt i hele fadæsen får Abel øjenkontakt med en mystisk pige blandt publikum. Hun hedder Anima og spilles af Jenna Ortega. Han ender med at forlade spillestedet sammen med hende, hvorefter de to knytter bånd resten af aftenen. Morgenen efter er dog en anden historie, da Abel og Anima har forskellige opfattelser af deres nye relation, og så har Anima forresten langt mere i bagagen, end Abel aner.
Især i første halvdel kaster filmen konstant musik i hovedet publikum, om det så er Daniel Lopatins score eller The Weeknds egne sange. Og jeg kan da godt lide The Weeknds musik – det er væsentligt bedre end filmens dialog – men det fremstår også hurtigt som en afledningsmanøvre væk fra manglen på en fængende fortælling.
Imens tvangsfodres man med en masse blinkende lys, et kamera, der synes, det er sejt at snurre rundt om sig selv, og mange andre virkemidler, som bliver trættende hurtigere, end Barry Keoghan kan nå at sige: »You hear that crowd? That’s for youuu bro«.
Bag filmen står ellers et af de mest interessante navne i amerikansk independent-film, Trey Edward Shults, som har understreget talentet i ’Krisha’, ’It Comes at Night’ og senest ‘Waves’ fra 2019. Men med kaoshistorierne fra ‘The Idol’ i baghovedet må man næsten formode, at The Weeknd har leget Tom Cruise og blandet sig i alle aspekter af processen.
Tesfaye har for eksempel skrevet manuskriptet med Shults og ‘The Idol’-medskaber Reza Fahim. Resultatet er en tung The Weeknd-sovs, som er umulig ikke at drukne i. Det står lysende klart under Abels pre-show-ritual, hvor han løfter vægte og slår på en boksepude, mens Lee fortæller ham, hvor fantastisk han er, og i Animas analyse af de dybfølte betydninger bag sange fra The Weeknds bagkatalog.
Hverken verdensstjernerne Ortega og Keoghan eller Tesfaye selv får noget potent at arbejde med. The Weeknds præstation er bedst i de få øjeblikke, hvor han ikke råber, jamrer og stønner selvmedlidende, men bare er en ganske normal popstjernearrogant dude, som i den faktisk ret morsomme the morning after-scene på hotelværelset med Ortega. Det er efterhånden svært at forestille sig, at musikeren har en seriøs fremtid som skuespiller.
Jeg er stor tilhænger af, at film skal ses i biografen, men ‘Hurry Up Tomorrow’ havde været bedre tjent på YouTube med et Vevo-mærke på thumbnailen.
Kort sagt:
Den ellers talentfulde instruktør Trey Edward Shults’ ‘Hurry Up Tomorrow’ er en tyk The Weeknd-sovs, som selv kapaciteter Jenna Ortega og Barry Keoghan har svært ved at få luft i.