1. ’Materialists’
’Materialists’ var en film, som gav sig ud for at være noget helt andet, end den var. Plakat og marketingkampagne lovede et hedt og pirrende trekantsdrama mellem Dakota Johnsons eksklusive newyorker-matchmaker, hendes famlende ex spillet af Chris Evans og hendes nye klient spillet af Pedro Pascal. Den film ville vi gerne have set.
I stedet fik vi en kold, distanceret og komplet ucharmerende skildring af det moderne storbylivs fordrejning af kærligheden til nytteværdi og produkt. Hvilket kunne have været interessant, hvis det var skrevet bare det mindste skarpt, sjovt eller spiddende.
Celine Song debuterede så smukt med ’Past Lives’, en film fuld af dybde, liv og nuancer, som alt sammen var fraværende her. Forholdet mellem Johnson og Evans, som skulle bibringe filmen en vis varme, føltes så dødt og klichéfyldt som en en subpar-Netflix-film, mens Pedro Pascal trods alt gav os en kosmetisk detalje, der var svær at glemme igen: The joy of benforlængelse!
2. ’After the Hunt’
I år var der et par filminstruktører, hvis output vidnede om, at de måske skulle sætte farten en lille smule ned.
Yorgos Lanthimos var ikke i topform med ’Bugonia’.
Den virkede dog som en toppræstation sammenlignet med ‘After the Hunt’, Luca Guadagninos fjerde film på tre år, der var et fejlskud af den kaliber, der kan få en til at betvivle hele ens beundring for ham som filmskaber. .
Det ellers zeitgeisty campus-dramas mest imponerende bedrift var at formøble adskillige af klodens fedeste skuespilnavne.
Det startede med en bizar typografisk hilsen til Woody Allen, men det der fulgte rummede ikke et gran af den udstødte komediemesters humor eller replikmæssige snilde. Det var nærmere et stort filosofisk fængsel.
En kedsommelig babusjka-dukke af vag woke-kritik udfoldet som et trekantsdrama mellem to undervisere og en stjerneelev på Yale University igangsat af et måske, måske ikke-påstået seksuelt overgreb.
Hele voldtægtsideen og dertilhørende skyldplacering forvandlede nogle af tidens største debatter til en smagløs, men først og fremmest ufokuseret skriveøvels. Luca Guadagnino virkede mest til at have set en gylden mulighed for at fetischere ivy league-efeu og Julia Roberts i samarbejdet med den unge manuskriptforfatter Nora Garret.
Hvad filmen var interesseret i at sige om alle de ellers hyperaktuelle og omdiskuterede magtforhold og privilegier, den beskæftigede sig med, var ikke helt så vigtigt som at give uanet plads til at Julia Roberts, Andrew Garfield og Ayo Edebiri kunne rende rundt og være ulideligt anstrengende.
3. ’Hurry Up Tomorrow’
Det stod klart fra første sekund af The Weeknd-farcen ’Hurry Up Tomorrow’, at det kunne blive grimt. Det var nemlig svært at holde masken, da Abel Tesfaye kiggede sig selv i spejlet for at lave stemmeøvelser. Og det blev decideret umuligt ikke at skraldgrine af, hvor uudholdeligt selvhøjtidelig verdensstjernen er i resten af filmen.
Der var ellers håb – selv med skrækhistorierne fra ’The Idol’ i baghovedet. I instruktørsædet sad dygtige Trey Edward Shults, som endelig var tilbage med sin første spillefilm siden den utroligt rørende ’Waves’ fra 2019. Omkring sig havde The Weeknd både Barry Keoghan og Jenna Ortega.
Alligevel trådte han ind i samme omklamrende figur, der var med til at gøre netop ’The Idol’ så svær at holde af, og man var efterladt med spørgsmålet: Er The Weeknd virkelig så irriterende?
’Hurry Up Tomorrow’ kunne måske have fungeret som kortfilm eller bare som musikvideo med dens hektiske klipning og strobelys. Nogen værdig spillefilm var det ikke. Synd, for det ledsagende album var faktisk udmærket.
4. ’Mission Impossible – The Final Reckoning’
Efter ’Mission: Impossible 7 – Dead Reckoning del 1’ blev en lidt for moderat billetsucces, skiftede den (angiveligt!) sidste film i Ethan Hunt-franchisen titel fra ’Del 2’ til ’The Final Reckoning’. Der var nu lagt i ovnen til det store farvel med den mest succesfulde spion på denne side af James Bond.
Men det stod desværre klart, at det måske er meget godt, at Tom Cruise lægger sin MI-agent i graven, for finalefilmen var langt fra de tidligere højdepunkters kvalitet.
Spionintrigerne strandede i gabende eksposition og et kedsommeligt plot, men først og fremmest var Cruise denne gang så selvhøjtidelig, at det var svært at holde ud.
Og de stunts, som ’Mission: Impossible’ om noget er kendt for, var langt fra seriens ypperste.
Som Soundvenues anmelder Jakob Freudendal skrev:
»Her er tale om et 170 minutter langt monstrum, der ophøjer sin egen selvvigtighed til lov: Tom Cruise er ikke bare Hollywoods redningsmand, der skal afvige truslen fra kunstig intelligens. Han er hele verdens frelser«.
5. ’A Big Bold Beautiful Journey’
Der var overraskende dybt at falde for den koreanskfødte amerikanske instruktør Kogonada i år. Fra at have lavet værker som den gudesmukke debut ’Columbus’ og den meditative sci-fi-film ’After Yang’ stod instruktøren pludselig med makværket ’A Big Bold Beautiful Journey’.
Den intetsigende romance mellem så stærke skuespillere som Colin Farrell og Margot Robbie var første knude. Hvor var deres kemi? Som Soundvenues Morten Kildebæk skrev i sin anmeldelse, var filmen faktisk bedst, når de to var hver for sig.
Skyldtes udfordringerne, at Kogonada for første gang havde overladt manuskriptet til en anden? Fortællingen fra Seth Reiss, der tidligere har forfattet ’The Menu’, manglede i hvert fald den subtile kvalitet, der gjorde Kogonadas første par film så stærke.
Når ikke engang Bright Eyes’ ikoniske ’First Day of My Life’ giver kuldegys, står det skidt til.
6. ’Ballad of a Small Player’
Jep, hårdt år for Colin Farrell.
Edward Berger bragede ind på scenen med den intense krigsfilm ’Intet nyt fra Vestfronten’ og fortsatte det høje niveau i en helt anden boldgade med pavedramaet ’Konklave’. Fra storladent epos til intimt humoristisk kammerspil – det måtte vidne om en filmskaber, der ikke kunne træde ved siden af.
Men det gjorde den tyske instruktør med sit ambitiøse Netflix-drama, der blev imødeset med stor spænding forud for verdenspremieren, men gik nærmest direkte i glemmebogen bagefter.
Colin Farrell har rollen som gambleren Lord Doyle, som satser højere og højere for at komme ud af den knibe, han har sat sig selv i Macaus casinoverden. Men forsøget på at gå ’Uncut Gems’ i bedene falder tungt til jorden, selvom Bergers visuelle stil kommer med pomp og pragt.
»Det er svært ved at heppe på den selvindbildske og sølle ludoman, som, iført lykkebringende gule handsker, bliver ved med at brænde broer«, skrev Soundvenues anmelder Morten Kildebæk. Og Colin Farrells indsats vil med tiden nok blive husket som én af de der præstationer, som ikke helt var umagen værd.
7. ’The Electric State’
På ryggen af deres ’Avengers’-succes fik brødrene Joe og Anthony Russo intet mindre end to milliarder kroner af Netflix til at indfri deres drøm om at filmatisere Simon Stålenhags grafiske roman om en dystopisk verden, hvor mennesker og robotter har bekriget hinanden, men sluttet fred, mens store dele af menneskeheden er hensat til en VR-afstedkommet trance.
Den slags summer må alt andet lige generere visse forventninger, men ak: Det var penge ud ad vinduet.
I forgrunden stod Netflix-stjerne nummer 1, Millie Bobby Brown, der dog igen beviste, at hun måske ikke sådan rigtigt er filmstjerne andre steder end ’Stranger Things’. I jagten på sin bror samler hun Chris Pratt op, og så går turen gennem USA, fodslæbende og intetsigende som kroneksemplet på, hvor slemt det kan gå, når et ellers stærkt og distinkt forlæg får den generiske Netflix-overhaling.
»Russo-brødrenes film er hverken et gudesmukt dystopisk mareridt eller et mesterværk i sci-fi-worldbuilding,men en Netflix-feberdrøm, der mister sig selv i forsøget på at favne alle«, skrev Soundvenues anmelder Ebbe Sidenius.
8. ’Mickey 17’
Instruktøren bag ’Parasite’ smed intet mindre end 18 Robert Pattinson’er på bordet i sci-fi-komedien ’Mickey 17’. Men i stedet for taknemmelighed over den stjernespækkede og længe ventede opfølger til Oscar-sensationen, sad vi tilbage med mærkværdigt stor kedsomhed for en film med både nuttede rumvæsener, stump vold og balstyriske skurkepræstationer fra Mark Ruffalo (som Donald Trump) og Toni Collette.
Bong Joon Ho har altid været bedre på hjemmebane end i sine engelsksprogede film, men det var ikke kun oversættelsen af den koreanske stil og humor, der ramte skævt i ‘Mickey 17’.
Det meste virkede tamt og ufærdigt i historien om prøvekaninen Mickey, der lader sig hyre af en ond kooperation til at lade sig klone og dø igen og igen på rumekspeditioner i et farligt isterræn.
Selvom mange faldt pladask for Robert Pattinson på dobbelt slap line, er vi andre, der gerne lever et langt lykkeligt liv uden at skulle høre ham udfolde sig på dummernik-dialekt igen.
Men måske skyldtes skuffelsen også, at få ting virkede mindre friske end opstyltet satire over rigmænd, der udnytter underklassen på hjerteløs vis. Hvilket jo er fordi, vi er blevet tæppebombet med den fortælling siden selvsamme Bong Joon Hos Oscar-mesterværk sendte så store chokbølger gennem Hollywood i 2019, at alle siden har forsøgt at gå ham i bedene.