‘Hurry Up Tomorrow’: The Weeknd leder efter en udvej på sit sidste album
’Hurry Up Tomorrow’ føles stort og betydningsfuld. Det er tredje led i en trilogi med ‘After Hours’ og ‘Dawn FM’ som henholdvis nummer et og to. Ligesom de tre mixtapes i ‘Trilogy’, der introducerede resten af verden til The Weeknds mørke, druggy og grænsesøgende univers, hvor han hele tiden søgte næste rus, næste fest og næste betydningsløse hook-up.
15 år senere er The Weeknd en af verdens største popstjerner. Eller var. For ud over at være slutningen på endnu en albumtrilogi er ‘Hurry Up Tomorrow’ efter sigende også Abel Tesfayes sidste album som The Weeknd.
Og efter to sange – den umiskendeligt Michael Jackson-klingende ‘Wake Me Up’ efterfulgt af den mere dystre og aggressive ‘Cry For Me’ – kommer The Weeknd til sagen på et interlude, der refererer hans katastrofale SoFi-koncert tilbage i 2022, hvor han mistede stemmen: »Listen, people, I can’t sing, I can’t fucking sing«.
The Weeknd har altid handlet om berømmelse, succes, og hvad det gør ved os. Men ‘Hurry Up Tomorrow’ handler nok mere end nogensinde før om The Weeknds (eller Abels?) egen tvivl omkring det liv, han lever, og den succes, han har opnået. »Why won’t you let me go? / Why won’t you let me leave?«, synger han modløst på ‘Given Up on Me’.
Teksterne er fyldt med død, undergang og længsel, og det afspejles i et dyster lydbillede. ‘Hurry Up Tomorrow’ er et mørkt, næsten deprimerende album, ikke et lækkert og letspiseligt popværk. Der er episke, symfoniske produktioner, og lange sange, der flyder sammen i et langt forløb.
Det er som en film (The Weeknd har også annonceret en spillefilm med udgangspunkt i albummet), og i løbet af spilletiden kommer man godt omkring i scener og lydindtryk, som om alle afkroge af The Weeknd-figuren skal afsøges, inden det hele er slut.
‘Open Hearts’ er elektronisk, tung disco, der leder tankerne hen på ‘After Hours’ og ‘Dawn FM’, mens ‘Baptized in Fear’ lyder af de første mixtapes. ‘I Cant Wait to Get There’ har klang af en gammel soulsang kørt gennem et filter af synth-dreven, dyster r’n’b. Den Oneohtrix Point Never-producerede ‘Drive’ fremstår som en storladen, eskapistisk EDM-ballade.
Det fungerer på grund af Tesfayes sublime vokal og en trods alt gennemgående, sammenhængende lyd. Men det føles også som et univers, der er ved at vokse ham over hovedet, som om han er blevet opslugt af en idé og nu kæmper med den karakter, han har bygget op. Det er spændende, rørende og også lidt rodet.
Til sidst kommer der mere håb: »Hoping that it’s worth all the bleeding / When I’m defeated / Give me mercy like you do / And forgive me like you do«, synger han saligt på ‘Give Me Mercy’ over bløde dur-akkorder og et roligt lydlandskab.
Helt stort bliver det på det svagt gospel-klingende titeltrack, der lukker albumet. »And I’ve been tryin’ to fill that void that my father left / So no one else abandons me, I’m sorry / I promise I’m sorry, yeah«, synger han i et sjældent personligt, blottende øjeblik. »So I see heaven after love / I want heaven when I die / I wanna change / I want the pain no more«, lyder omkvædet. De religiøse tematikker er udtalte, og det er nærmest som om, The Weeknd bryder den fjerde væg og åbenlyst indrømmer sine fejl.
Det sidste, vi hører, er kirkeorgel og kor efterfulgt af vinden, der blæser gennem tomme gader. Og en dronelyd, der lyder mistænkeligt meget som introen til ‘High for This’, den første sang på The Weeknds debutmixtape. Criklen er sluttet. Der kommer ikke mere. Stofferne og festerne bliver skiftet ud med lys og en tro på noget større.
The Weeknd tror ikke på efterlivet, men måske gør Abel. På den måde slutter han lidt, hvor han for 15 år siden startede: Han leder efter et sted, hvor han kan forsvinde hen.
Kort sagt:
‘Hurry Up Tomorrow’ – efter sigende Abel Tesfayes sidste album som The Weeknd – er et storladent og dramatisk album, der kommer ud i alle afkroge af hans univers. Det starter som dyster synthdreven pop og ender nærmest religiøst. Det er rørende og lidt rodet, men uden tvivl en værdig afsked.