Funklegenden Sly Stone er død

Funklegenden Sly Stone er død
Sly Stone i dokumentarfilmen 'Summer of Soul'. (Foto: Disney)

Den amerikanske musiklegende Sly Stone er gået bort i en alder af 82. Det fortæller hans familie ifølge The Guardian.

»Efter en langvarig kamp med KOL og andre underliggende helbredsproblemer døde Sly fredeligt, omgivet af sine tre børn, sin nærmeste ven og sin udvidede familie«, lyder det i en udtalelse fra familien.

»Mens vi sørger over hans fravær, finder vi trøst i visheden om, at hans enestående musikalske arv vil fortsætte med at give genlyd og inspirere i generationer fremover«.

Musikeren med det borgerlige navn Sylvester Stewart var en bærende og indflydelsesrig kraft i 60’ernes og 70’ernes funk-bevægelse som frontmand i bandet Sly & The Family Stone, der sammenblandede soul, syrerock, gospel, r’n’b og funk til en opløftende og festlig mikstur.

Bandets mange hits tæller blandt andet ‘Everyday People’, ‘Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin)’, ‘Family Affair’, ‘I Want to Take You Higher’, ‘Hot Fun in the Summertime’ og gennembrudssangen ‘Dance to the Music’.

Med albummene ‘Stand!’ (1969) og ”There’s a Riot Goin’ On’ (1971) satte Sly & The Family Stone desuden samfundskritisk tekst og musik til borgerrettighedsbevægelsen.

I 1969 spillede bandet både på Woodstock og Harlem Cultural Festival. Sly Stones optræden på sidstnævnte festival er blevet foreviget i Questloves dokumentarfilm ‘Summer of Soul’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af