Verdens formentlig mest berømte par – popstjernen Taylor Swift og sportsstjernen Travis Kelce – skal giftes.
Det oplyser parret i et fællesopslag på Instagram, hvori de kysser i en eventyrligt udseende have foran en blomstrende busk, der er formklippet som en bryllupsport.
»Din engelsklærer og din idrætslærer skal giftes«, lyder opslagets caption, som Swift – der på grund af sine ordrige tekster ofte af fans er blevet sammenlignet med en engelsklærer – helt sikkert har skrevet.
Swift og Kelce har dannet par siden september 2023, hvor Swift under ekstrem mediebevågenhed var publikum til en af Kelces kampe. Siden da har Swift været fast inventar på NFL-storskærmene, mens Kelce ligeledes ofte er blevet spottet til Swifts berømte ‘Eras Tour’-koncerter.
Siden annonceringen har der på sociale medier været noget nær ekstatisk stemning at spore blandt Taylor Swift-fans.
Undtagelsen er de såkaldte Gaylors, der er besatte af en konspirationsteori om, at Swift i virkeligheden er til kvinder, og som i øjeblikket holder krisemøde på det sociale medie Reddit.
