»ME! Out now!«
Så kort og kontant lød opslaget på de sociale medier, da Taylor Swift i 2019 udgav singlen ‘Me!’. For størstedelen af popstjernens følgere fremstod de tre ord ikke som andet eller mere end en påmindelse om at lytte til den nye sang.
En ganske kort opfordring, som næppe kunne indeholde mange skjulte betydninger og hemmelige koder, der kunne tydes, analyseres og fortolkes.
Men hvad nu hvis de tre pågældende ord blev delt på de sociale medier netop den 26. april, der er kendt som lesbiskes internationale synlighedsdag? Og hvad nu hvis sangen, ‘Me!’, var akkompagneret af utroligt flamboyante, regnbuefarvede visuals?
Lyder de tre ord så ikke pludselig, som om Taylor springer ud?
For omkring 50.000 Taylor Swift-fans, der har samlet sig på såkaldte ‘Gaylor Swift’-fælleskaber på Reddit, er der i hvert fald absolut ingen tvivl.
Gaylors, som de har døbt sig selv, har med Sherlock Holmes-lignende engagement viet deres fritid til at endevende hvert et foto, hver en video, hver en sang og hvert et udsagn fra deres idol efter beviser på, at hun i virkeligheden er til kvinder.
For ligner det ikke forelskelse i Taylors blik, når hun er sammen med sin veninde, supermodellen Karlie Kloss? Ser det ikke næsten ud, som om de i et kort øjeblik kysser hinanden i den mørke, uskarpe og pixelerede video, der af Gaylors omtales som »kissgate«? Og ville man nogensinde beskrive en mands læber som »scarlet«, sådan som Taylor gør det i sangen ‘Maroon’?
Gaylor-bevægelsen er ikke i tvivl. De er sikre på, at Taylor Swift er lesbisk. Og nu har den konspiratoriske bevægelse – blandt andet takket være en artikel i New York Times – fået så meget medvind, at den tilsyneladende er blevet en torn i øjet på Taylor Swift.
Hvad er Taylor Swift bange for?
Det, der indtil for nyligt ikke fremstod som andet end temmeligt søgte fanspekulationer i en af internettets mange, finurlige, fjerne afkroge, er blevet legitimeret af et af verdens mest hæderkronede medier.
Den fjerde januar publicerede The New York Times en opinionsartikel på omkring 5.000 ord, der ihærdigt argumenterer for Taylors homoseksualitet samt lommefilosoferer sig frem til de bevæggrunde, hun må have for at holde denne vigtige info skjult for sine videbegærlige fans.
Frygter hun, for eksempel, at blive lagt for had af den konservative countrymusikkultur, hvor hendes karriere begyndte, spørger artiklen? Eller frygter hun pludseligt ikke længere at kunne leve op til rollen som heteroseksuelt begærsobjekt, som det patriarkalske, heteronormative samfund forventer det af sine popstjerner?
Tilsyneladende ingen af delene, hvis man spørger Taylor Swift selv. I et interview med Vogue tilbage i 2019 sagde hun om sin LGBT-aktivisme, at det var gået op for hende, at man godt kan kæmpe for en gruppe mennesker – selvom man ikke selv tilhører den pågældende gruppe.
Og da hun for få måneder siden udgav genindspilningen af sit pop-hovedværk, ‘1989’, ankom det side om side med smukke, maskinskrevne notater, hvori hun fortalte, at hun, i et forsøg på at slippe for de konstante dating-rygter, der opstod hver gang hun blev set med en ny mand, havde forsøgt sig med kun at blive set offentligt med sine kvindelige venner:
»Hvis jeg kun hænger ud med kvindelige venner, kan man umuligt seksualisere eller sensationalisere det – right? Det lærte jeg så senere, at man godt kunne«, skrev hun. Et ret markant udsagn, må man sige.
Popstjernen har ikke selv kommenteret New York Times-artiklen, men det har kilder tæt på hende til gengæld: »Der er tilsyneladende ingen grænser, visse journalister ikke vil krydse, når de skriver om Taylor«, lød det fra en anonym kilde til CNN.
Hvorfor bliver Taylor Swifts egne fans ved med at granske i hendes seksualitet, når popstjernen selv ikke blot benægter deres konklusioner, men også giver tydeligt udtryk for at være ukomfortabel ved hele diskussionen?
Kravet om at være relaterbar
At der spredes rygter om de største stjerners seksualitet er i sig selv ikke en ny ting.
Tilbage i Hollywoods guldalder lød det, at Cary Grant, indbegrebet af den amerikanske playboy, i virkeligheden var til mænd. Sidenhen har stjerner fra John Travolta til Mariah Carey måttet leve med, at de kulørte blade flød over med spekulationer om deres seksualitet.
Det fascinerende ved Gaylor-bevægelsen er dog, at det denne gang ikke er skumle tabloidaviser, der spreder rygterne, men kunstnerens egne fans.
Det er symptomatisk for en tid, hvor det mere end nogensinde før er fansene, der definerer narrativerne om deres idol, mens medierne må holde på hat og briller for at forsøge at følge med. Det kvintessentielle eksempel må være #FreeBritney-bevægelsen.
I lige så høj grad er det symptomatisk for en tid, hvor stjernernes tilgængelighed på de sociale medier har øget forventningerne til, hvor meget deres fans har krav på at vide om dem.
Hvor der tidligere har været noget dragende ved den mystiske distance mellem idol og fan, er det i dag berømthedernes evne til at være relaterbare, der er deres vigtigste kvalitet. For mange fans er det essentielt, at deres idol er præcis ligesom dem.
Problemet opstår, når det viser sig, at det er umuligt altid at kunne spejle sig i sin yndlingspopstjerne. Hvad gør man, når det viser sig, at ens idol måske ikke deler ens egne, levede erfaringer?
Det ironiske er, at Gaylor-tilhængerne, der for størstedelens vedkommende formodentligt selv er queer, i deres forsøg på at bevise, at Taylor Swift også er det, må ty til de allermest stereotype, normative forestillinger om, hvordan henholdsvis heteroseksuel og queer adfærd ser ud, for at føre deres bevisbyrde.
Et fastlåst billede af køn og seksualitet
Kun for den, der er fuldstændigt fastlåst i sit billede af, hvordan to heteroseksuelle veninder bør agere over hinanden, beviser »kissgate«, at Taylor Swift er queer. Kun for den, der har internaliseret de mest konservative forestillinger om, hvordan maskulinitet bør se ud, er det umuligt at beskrive en mands læber som »scarlet«.
Det er en bagudskuende tilgang til køn og seksualitet, der står i direkte kontrast til Taylor Swifts egen tilgang til kønsroller.
I 2020 udgav Taylor for eksempel sangen ‘Betty’, der er en gribende kærlighedssang sunget fra perspektivet af en 17-årig dreng til hans sommerferie-crush, Betty.
Den flydende leg med køn, roller og perspektiver, som præger denne og mange andre af Taylor Swifts sange, er én af hendes allerstørste styrker.
Den tilgang kunne Gaylor-gruppen lære noget af. For er det ikke langt mere frugtbart at hylde det flydende, det udefinerede, det legende fremfor at forsøge at tvinge kunstnere ned i identiteternes og definitionernes begrænsende, fasttømrede kasser?
Det, Gaylor-bevægelsen glemmer, er, at når alt kommer til alt, handler det at være queer jo ikke om at definere sig selv og andre, men om at holde fast i sin ret til at lade være.
I stedet for at presse Taylor Swift ned i en kasse, der passer til dem, burde de hellere insistere på, at Taylor Swift kan være noget forskelligt for alle.