Bruno Mars er en af verdens største popstjerner, men vi skal faktisk helt tilbage til 2016 for at finde hans seneste soloalbum, ’24K Magic’.
Nu har den 40-årige amerikaner imidlertid annonceret, at han har færdiggjort et nyt album, skriver Complex.
»Mit album er færdigt«, lyder det ganske kortfattet i et opslag på X.
Han har dermed hverken afsløret en titel eller en udgivelsesdato endnu. Vi må dog forvente, at pladen lander i løbet af i år.
Selvom det har stået stille med hensyn til soloudgivelser, har Mars bestemt stadig været aktuel på popscenen de sidste 10 år, hvor han særligt har dedikeret sig til musikalske samarbejder.
I 2021 udgav han fællesalbummet ‘Silk Sonic’ med Anderson .Paak med hitsangen ‘Leave the Door Open’. Og i 2024 var han aktuel med tre populære collab-singler: ‘Apt.’ med Blackpink-medlemmet Rosé, stripklub-hymnen ‘Fat, Juicy & Wet’ med Sexyy Red og ikke mindst kæmpehittet ‘Die With a Smile’ med Lady Gaga.
Nu er tiden kommet til at dyrke solokarrieren igen.
