Bruno Mars og Anderson .Paak oser af 70’er-charme på deres første album som superduoen Silk Sonic
Da Bruno Mars vandt et hav af Grammys i 2018, blev både Grammy-komiteen og Mars mødt med meget kritik. For selv om de fleste var enige om, at håndværket på Mars’ storvindende album ’24K Magic’ ikke fejlede noget, var det på ingen måde en nytænkende udgivelse. Der var intet videre intellektuelt stimulerende ved den.
Mars er mere entertainer, end han er kunstner med stort K – og bevares, det har han alle dage været god til at være, og han er kun blevet bedre med årene. Men de seneste par år har popmusikkens landskab ændret sig, og Mars’ storsmilende funkpop føles lidt malplaceret i et landskab, hvor de fleste store hitlistestjerner er selvbiografiske kunstnere som Kendrick Lamar, Billie Eilish, Olivia Rodrigo og Lil Nas X. Selv Adele (hvis tilgang til pop også er ret retro) laver sange, der handler om meget konkret hjertesorg.
Så hvis Bruno Mars skulle bevise, at han stadig hørte hjemme i 2021, gav det enormt god mening for ham at slå sig sammen med Anderson .Paak – et navn, der med succes har blandet gammel funk og soul med hiphop på en måde, der ikke blot føles som et fastelavnskostume.
Deres fællesprojekt Silk Sonic har dog vist sig at være alt det, Bruno blev kritiseret for at være i 2018, men denne gang skruet op til 11. Der er end ikke skyggen af en forestilling om, at musikken på debutalbummet ‘An Evening With Silk Sonic’ skal få dig tættere på personerne bag musikken.
Tracket med den mest virkelighedsnære fortælling er ‘Put on a Smile’, der handler om at lade som om, man har det godt, selv om man har fået sit hjerte knust. Men med linjer som »But it’s all just an act« og »I should be a movie star / the way I play the part«, er det som om de også siger, at man som lytter skal være klar over, at alt på albummet er det rene skuespil.
Det er en tidsmaskine, der transporterer dig til en romantiseret udgave af 70’ernes funk- og soulscene, uden at lyden dog er forankret i nogen bestemt bølge. Der er proto-disco-klingende Philly-soul på ‘Skate’, der er Ohio Players-funk på ‘Fly as Me’, og på førnævnte ‘Put on a Smile’ refereres der endda helt tilbage til 60’ernes Motown-lyd (lyrisk er den nærmest en nyfortolkning af Smokey Robinsons ‘The Tracks of My Tears’).
Disse forskelligartede stilarter bliver dog elegant vævet sammen af duoens attitude. De er kække, flirtende og har altid et glimt i øjet. Det gælder ikke blot deres vokalpræstationer, der konsekvent oser af charme, men også deres lyrik, der er rig på overlagt corny momenter.
Linjer som »Now have you ever been with a player? Take you downtown where they treat me like the mayor« (‘Fly as Me’) og »I can smell your sweet perfume / mmm, you smell better than a barbecue« (‘Skate’) ville jeg krumme tæer over i mange andre kontekster, men i sådan en smækker retroindpakning vækker de et kæmpestort smil.
Og det er tydeligt, at der er arbejdet rigtig grundigt med lyden. Det hele lyder virkelig lækkert, og for hver gennemlytning finder jeg nye småting at sætte pris på i arrangementerne, der er spækkede med fine detaljer. Håndværket er simpelthen upåklageligt.
‘An Evening With Silk Sonic’ er på ingen måde udfordrende, nytænkende eller videre kunstnerisk ambitiøst. .Paak og Mars har valgt en sti, de allerede ved virker. Og med to så begavede musikere som dem, så jeg nu gerne, at de tog nogle flere chancer.
Duoens valg om at gå den sikre vej ses nok tydeligst på afslutningsnummeret ‘Blast Off’. Stemningsmæssigt er det bare hitballaden ‘Leave the Door Open’ igen, men denne gang tilsat en god dosis linjer om at ryge sig skæv midt i romantikken.
Denne mere psykedeliske sang bliver så svævende, at den smule nerve, ‘Leave the Door Open’ havde, ikke længere er til stede. Og selv om det lyder smukt, rejser spørgsmålet sig igen: Har Silk Sonic virkelig ikke større ambitioner?
Kort sagt:
Silk Sonics debutalbum er håndværksmæssigt imponerende, men kunstnerisk lettere uambitiøst. Anderson .Paak og Bruno Mars inviterer lytteren til en dybt charmerende, konsekvent vellydende romantisering af 70’ernes funk- og soulscener – hvor der dog aldrig bliver taget de store chancer.