Den franske dj og elektro-producer Kavinsky er blevet fundet død i sit hjem i paris blot 50 år gammel efter et formodet slagtilfælde. Det kunne den franske avis Le Figaro i dag bekræfte.
Kunstneren med det borgerlige navn Vincent Belorgey vil især blive husket for sangen ‘Nightcall’, som i 2011 spillede en prominent rolle i Nicolas Winding Refns action-drama ‘Drive’.
Med sin distinkte synthwave-lyd, både melankolsk og dansabel, følsom og iskold, blev sangen en af sin generations mest elskede og stildannende sange. Sangen er i dag selve indbegrebet af en særlig retrofuturisk drøm om neonoplyste storbyer og endeløse nætter.
Det er en drøm, hvis appel har vist sig at transcendere generationer: Da Kavinsky fremførte ‘Nightcall’ ved afslutningsceremonien for de Olympiske Lege i Paris 2024, blev sangen den mest Shazamede på en enkelt dag i appens historie.
»Kavinsky, fransk stolthed for evigt«, skriver den franske præsident Emmanuel Macron på Facebook i en hyldest til den afdøde kunstner, mens kulturministeren Catherine Pégard tilføjer på X: »Frankrig har tabt en af sine mest unikke stemmer«.
Der kan ikke herske tvivl om, at Kavinsky især i sit hjemland har spillet en uvurderlig rolle for en generation af musikere.
Kavinsky nåede at udgive to album, 2013’s ‘Outrun’ og 2022’s ‘Reborn’. Han gæstede Danmark i 2014, hvor han spillede på Roskilde Festival.
Lyt til ‘Nighcall’ herunder.
