I september 2025 kom det frem, at en af det pågældende års helt store filmsucceser, nemlig gyserfilmen ‘Weapons’, havde en opfølger i støbeskeen. Det bekræftede filmens instruktør Zach Cregger, der i samme omgang afslørede at opfølgeren ville være en prequel med fokus på den ubestrideligt mest populære figur fra ‘Weapons’, nemlig Aunt Gladys, som Amy Madigan vandt en Oscar for at vække til live.
Nu har Cregger yderligere nyt klar om filmen. Han delte en håndfuld opdateringer under et panel til San Diego Comic-Con, meddeler The Hollywood Reporter. De rapporterer desuden, at filmen ind til videre går under arbejdstitlen ‘Gladys’.
»For det første er jeg meget spændt på ‘Gladys’-filmen, og jeg elskede at arbejde sammen med Amy«, fortalte Cregger under panelet. »Jeg elskede den figur. Til ‘Weapons’ gav det meget god mening ikke at dykke ned i hendes forhistorie, for hensigten med ‘Weapons’ var at lade hende være meget mystisk«.
»Der var dog en fantastisk historie, der manglede at blive fortalt, om hvor Gladys kom fra, og hvordan hun blev som vi kender hende. Historien har mange twists, drejninger, mysterier og skøre indslag, ligesom ‘Weapons’ har. Jeg tror det bliver storartet. Manus er undervejs nu, men vi tager det super seriøst, og det bevæger sig i den rigtige retning. Så ja, vi er i gang med at skrive den, er det korte svar«.
Inden ‘Gladys’ er klar, kan man dog se frem til en helt anden gyserfilm fra Zach Creggers hånd. Han står nemlig bag en ny film i ‘Resident Evil’-franchisen, der lander i danske biografer 17. september.
