‘Weapons’: Nybagt gysermester får kroppen til at vibrere i væmmelse med sin nye film
Der er et helt særligt foruroligende potentiale ved søvnige forstæder. Hoveddøre, der står ulåste ud mod mennesketomme veje. En ensom børnecykel belyst af blinkende gadelamper. Alle (og alt, for den sags skyld) kan i princippet trænge ind fra mørket. Men det sker naturligvis ikke.
Vel?
Det er i sprækkerne af forstadens umiddelbare tryghed, at ondskaben kan komme snigende, finde grobund og formere sig, som vi har set i film som ‘Fright Night’, ‘Poltergeist’, ‘The Strangers’ og senest ‘Longlegs’ – og så ofte hos Stephen King, der virker til at være et oplagt forbillede for Zach Creggers biografaktuelle ‘Weapons’,
Også i Creggers opfølger til sin eminent overraskende ‘Barbarian’ bliver satellitbyens skrøbelige facade nemlig overlegent massakreret.
Ligesom i debuten tager ‘Weapons’ greb om tidslige temaer i det amerikanske samfund og forvrænger, udstiller og forsoner dem gennem nervepirrende slowburn-gru tilsat en knivspids veltimet humor.
Hvor ‘Barbarian’ tog afsæt i kønslige samfundskoder, retter ‘Weapons’ blikket mod den irrationelle frygt og de menneskelige konsekvenser, der følger, når tillid erstattes af mob mentality, masseparanoia og magtesløshed.
Fælles for begge horrorperler er imidlertid også, at de bedst opleves, hvis man ved så lidt om dem som muligt på forhånd. Et forsøg på spoiler-sensitive betragtninger kommer derfor her.
En onsdag nat nøjagtigt klokken 2.17 i det lille Pennsylvania-baserede bysamfund Maybrook vågner 17 børn fra den samme skoleklasse fra deres senge blot for at fare ud ad hoveddøren mod mørkets intethed med armene rejst som små missiler?
Forældrene til de forsvundne børn leder af gode grunde efter svar, og deres primære boksepude midt i den ængstelige uvished bliver Justine Gandy (Julia Garner), børnenes klasselærer med et blakket ry for at være en grænseoverskridende drukkenbolt. En heksejagt er skudt i gang.
Som med castingen af Bill Skarsgård i ‘Barbarian’ har Cregger et særligt øje for skuespilleres tidligere præstationer, der spiller et puds på seerens forventninger til karakterernes motiver.
Mest kendt for sin Emmy-vindende rolle som den snarrådige hustler Ruth Langmore i Netflix-serien ‘Ozark’ og svindleren Anna Delvey i ’Inventing Anna’ giver Garner en elektrisk præstation som Justine, så det er svært ikke at blive besmittet af omverdenens mistanke.
Hun er på den ene side isoleret, på den anden side ikke bleg for at falde tilbage i destruktive adfærdsmønstre – som at råde bod på sin håbløshed med et højt indtag af vodka med danskvand.
Tvetydigheden er en herligt vellykket grundsten i ‘Weapons’, som i sin 128 minutter lange spilletid tålmodigt udfoldes gennem et sæt af plottråde og karakterperspektiver som en meget mørk version af ‘Love Actually’ eller ’Magnolia’. Vi støder på Josh Brolin som den macho-frustrerede far til ét af de forsvundne børn, mens Alden Ehrenreich er en fjumret politimand, der nærmest snubler ind i mysteriet takket være en ung, hjemløs stofmisbruger med tvivlsom sans for værdifulde genstande.
Trods sin begrænsede setting i et lille bysamfund er det fortællestrukturen, der giver ‘Weapons’ et enormt scope. Hvert kapitel er et lille, men effektfuldt dyk ned i, hvordan forsvindingerne ikke kun har påvirket karakterernes liv, men også hvor fejlbarlige de i grunden er. Alt det, der afsløres gennem disse skiftende perspektiver undervejs, får os konstant til at revurdere den større sammenhæng i fortællingen.
Det er en ambitiøs struktur, som i modsætning til ‘Barbarian’ ikke mister sin kant – ej heller i den noget katarsis-prægede tredje akt.
Cregger forstår at raffinere den tonale balance mellem gys og humor, hvor lange skud ned af dunkle entreer og fugtige asfaltveje både kan resultere i en sadistisk og grotesk legesyghed i gyserscenarier, der får kroppen til at vibrere i væmmelse, og i velplaceret ‘Scooby Doo’-esque humor, som afvæbner den urovækkende spænding for en stund. Endda med overskud til vink mod alt fra ‘The Shining’ til ‘The Last of Us’.
Instruktørens genrebøjende tendenser er dertil herligt eksekveret gennem fotograf Larkin Seiple, bedst kendt for sit arbejde på ‘Everything Everywhere All at Once’, og hans linse. Sammen skaber de et impressionistisk sceneri med surrealistiske drømmesekvenser, grotesk body horror og overraskende slapstick comedy.
‘Barbarian’ satte forventningerne til Creggers videre formåen umådeligt højt. Med ‘Weapons’ har han forfinet sin ikonografi med et uforudsigeligt og aktuelt forankret univers om politivold, fjendebilleder og næstekærlighed, der aldrig lader uhyggen i stikken til fordel for hurtige grin – eller omvendt.
Og så røber jeg ikke mere.
Kort sagt:
Med udgangspunkt i nutidens frygtsamfund og fjendebilleder har Zach Cregger æltet en humoristisk slowburn-gyser, som indfrier de tårnhøje forventninger, der blev lagt i støbeskeen med ‘Barbarian’.