’Blue Moon’: Richard Linklaters musikfilm med Ethan Hawke tilbyder smuk oprejsning til en slagen mand
FILM. Ethan Hawke påtager sig nye slags roller i de her år, hvor han giver den som børnekidnapperen The Grabber i ’The Black Phone’-filmene og kamikaze-journalist i neo noir-serien ’The Lowdown’.
I den dialogtunge ’Blue Moon’ er der Oscar-buzz omkring ham for en rolle, hvor han fænomenalt fremstiller den alkoholiserede og skarptungede sangskriver Lorenz Hart (1895-1943).
For at portrættet kan ramme, har han klippet håret af og skabt en comb-over, der kan minde en smule om Svend Sved fra ’De grønne slagtere’, og han er filmet, så det ser ud, som om han er krøbet i vask i rollen som den klejne ordsmed, der har leveret de raffinerede tekster til jazz-standarder fra mellemkrigstiden som ’Blue Moon’ og ’My Funny Valentine’.
Det er næppe sange, der vil få fans af ’KPop Demon Hunters’ til at nikke genkendende.
For nej, ’Blue Moon’ er ikke just gennemsyret af tidsånd eller din seneste Spotify 2025 Wrapped. Det er nærmere en Woody Allen-altmodisch, bittersød dramedy om, hvorfor kultur og kunst bliver ved med at være en lise, også når det stormer i den store verden.
Ved filmens begyndelse er vi på Broadway, New York, den 31. marts 1943 i teateret på premiereaftenen for musical-superhittet ’Oklahoma!’
Lorenz Hart sidder med på de fornemme pladser, men han udvandrer fra stykket og styrer mod den ikoniske bar Sardi’s, hvor produktionen skal mødes efterfølgende. Hart er ikke selv på plakaten denne aften: Det er derimod hans tidligere samarbejdspartner, komponisten Richard Rodgers. Sidstnævnte har lavet den nye publikumsfavorit sammen med sin nye partner, Oscar Hammerstein II.
Lorenz Hart er en affekteret og ekstremt velformuleret newyorker, der muligvis mest er til mænd, men som ikke desto mindre mærker lidenskabens ild lutre ham, efter han har mødt Elizabeth, der har både ben i næsen og et par underskønne fregner på den ene kind.
Margaret Qually spiller igen en kvinde, der inkarnerer ungdommelig skønhed, som hun også gjorde det i ’The Substance’. Elizabeth går på Yale og er kommet ind med firtoget, og Lorenz Hart har haft en række brevvekslinger med hende. Filmen er skrevet med inspiration fra virkelige breve, som newyorkeren havde med en ung kvinde, der også var omtrent 30 år yngre.
Der er noget stillestående, overskrevet og rigeligt monolog-præget over filmens første halve times tid, hvor Lorenz Hart har en lang tale over en whisky eller to i baren, mens en ung soldat hygge-akkompagnerer på flyglet, og altid seværdige Bobby Cannavale giver den som lakonisk bartender, der punkterer Harts patos, men deler hans forkærlighed for ’Casablanca’.
Fornemmelsen er muligvis på passende vis off-Broadway som et intimt teaterstykke, men trods mange sprogblomster og poetiske fuldtræffere er der også noget lidt udmattende og kunstigt over setuppet.
’Blue Moon’ stråler til gengæld flot, når Andrew Scott træder ind på arenaen som Richard Rodgers, der nyder kæmpe succes, men som ikke er helt blind for, at han har ladt sin tidligere makker og mentor lidt i stikken, mens han selv bliver overstrømmet af lykønskninger og rave reviews på denne åbningsaften for et kommende kæmpehit.
Der er en vidunderlig dialog mellem det tidligere makkerpar, hvor de kommer til at diskutere kunstens berettigelse midt i en krigstid, samtidig med at Hart pitcher sin ide om en slags Marco Polo-musical, der involverer kannibaler.
Skal man give folk, hvad de vil have, når verdenskrigen raser, eller skal man insistere på emotionelt komplicerede relationer, som Hart ønsker sig i sin kunst, og som han på en eller anden måde ser i en historie om Marco Polo og en bande kannibaler?
Rodgers indtager det mere markedsorienterede synspunkt: Det fulde hus, der sad med på premiereaftenen, havde det helt fint med en straight lykkelig slutning af den type, som ’Oklohoma!’ leverede (Hart hader udråbstegnet i titlen!).
Det er en uopslidelig diskussion, og her forstår man for alvor, hvad det er for spørgsmål om kunsten og tidens gang, Richard Linklater har set i at lave en film om en halvglemt sangskriver.
Den 65-årige instruktør har også en film om 60’er-nybølge klassikeren ’Åndeløs’ lige på trapperne i de danske biografer. Efter at have gransket tidens gang i ’Before’-trilogien og ’Boyhood’ er det, som om det amerikanske indie-ikon bliver mere og mere optaget af den mere fjerne fortid.
’Blue Moon’ er ikke på samme niveau som højdepunkterne i hans store katalog, den er nærmere som et veloplagt intermezzo om det nådesløse lag af støv, der venter både store kunstnere og os andre.
Lorenz Hart taler filmen igennem om en slags efter-efter-fest, han skal afholde i sit hjem i den helt sene ende af premiereaftenen. Man bliver i stigende grad i tvivl, om der overhovedet vil dukke et øje op. Afvisningerne og mikroydmygelserne hober sig op gennem filmen.
På den måde bliver ’Blue Moon’ unægteligt en serenade i mol. Det tidligere makkerpar Rodgers & Hart har ikke deres største arbejde sammen foran dem, som Hart på et tidspunkt forudsiger. Fremtiden tilhører i stedet det nye power couple Rodgers & Hammerstein, der den dag i dag står øverst i musikhistorien og på Spotify-søgningen som dén centrale duo inden for amerikanske musicals.
Men Richard Linklater tilbyder på smukkeste vis oprejsning, medfølelse og sympati til Harts slagne skikkelse. ’Blue Moon’ er, især i anden halvdel, et fint kammerspil, der vil efterlade et lille sting i hjertet hos mange af dem, der stadig kan finde appellen i en tilrøget jazzballade.
Kort sagt:
Ethan Hawke undergår en imponerende transformation i Richard Linklaters bittersøde og dialog-tunge dramedy om kunst, kærlighed og kannibalmusicals.