Den danske rapper Jamaika skal i fængsel igen.
Rapperen med det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali er blevet idømt ti måneders ubetinget fængsel for en lang række overtrædelser. Det skriver Se og Hør, som har fået aktindsigt i sagens dombog.
Mediet har desuden været i kontakt med Jamaikas forsvarsadvokat, Mette Grith, som bekræfter, at han har modtaget dommen.
Foruden fængselsdommen må Jamaika ikke køre bil de næste ti år.
Ifølge Se og Hør var Jamaika anklaget under 11 forhold i perioden juni 2025 til maj 2026. Blandt andet skulle han sidste år – mens han afsonede en anden dom – have udtalt til en fængselsbetjent, at han ville smadre ham.
Fem af sagens forhold knytter sig til en episode i Randers i maj sidste år. Her tog Jamaika efter sigende fat i armen på en kvinde, rykkede hende og hævede truende sin arm med knyttet næve, før en anden mand blandede sig.
Ifølge Se og Hør endte rapperen i stedet med at overfalde manden og truede ham desuden med en kniv. Østjyllands Politi fandt en kniv med en klinge på over 12 centimeter hos rapperen i forbindelse med episoden.
Det er langtfra første gang, Jamaika er på kanten med loven.
I 2021 blev rapperen kendt skyldig i knivoverfald og trusler og idømt fængsel på ubestemt tid, og sidste år modtog han en dom på 60 dages fængsel for ulovlig tvang samt brugstyveri af en bil.
